Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Obama under pres i Syrien

Konflikt: Storbritannien og Frankrig agiterer for at hæve EU’s våbenembargo mod Syrien. Danmark holder en kattelem åben for våben til oprørerne.

BEIRUT/KØBENHAVN/WASHINGTON

Skarp uenighed om Syrien vil blive luftet i venskabelig indpakning, når lederen af USA’s nærmeste allierede i den muslimske verden i dag besøger præsident Obama i Det Hvide Hus.

Den tyrkiske regeringschef, Recep Tayyip Erdogan, kræver hjælp og våben til oprørerne for at fjerne Bashar al-Assad, jo hurtigere des bedre. Men han vil få den besked, at USA har udsat alle planer om våbenleverancer indtil afholdelsen af en international fredskonference i begyndelsen af juni i Geneve.

USA vil bruge våbenleverancer som et pressionsmiddel for at afslutte to års blodig borgerkrig, men ifølge skeptikerne vil truslen prelle af på Assad. Han har aldrig vist vilje til at forlade sin post, og i øjeblikket har han medvind i krigen.

»Ideen om, at en fredskonference kan afslutte krigen, er latterlig. Der er for megen mistillid og for meget blod. Fredskonferencen er blot en undskyldning, så de vestlige lande kan føle, at de gør noget,« siger seniorforsker Michael Rubin i tænketanken American Enterprise Institute i Washington.

Set fra præsidentpaladset i Damaskus er krigen ikke vundet, men heller ikke tabt, selv om oprørernes granater kan nå paladsets mure.

Rusland og Iran fortsætter med at sende våben, og med hjælp fra den libanesiske Hizbollah milits har regeringshæren genvundet en række strategiske landsbyer langs grænsen til Libanon.

Oprørerne kontrollerer over halvdelen af landet, men Assad kan trøste sig med, at en voksende del af dem er radikale islamister allieret med al-Qaeda, som Vesten for alt i verden ikke vil hjælpe. Derfor tror Assad ikke på, at Vesten mener truslerne alvorligt.

Efter britisk og fransk pres forbereder EU-landene sig på at ændre EU's våbenembargo, der udløber den 1. juni. Det betyder ifølge flere EU-diplomater, at Danmark skal bløde op på sin hidtidige linje. Både Venstre og De Konservative presser på for at støtte Storbritannien og Frankrig, og ifølge flere kilder er regeringen ved at bevæge sig frem mod et kompromis, som indebærer en forsigtig åbning for våben.

Ifølge udenrigsordfører Jeppe Kofod (S) skal fredsforhandlingerne have en chance, men »hvis de mislykkes, er vi i en ny situation.« Han tror dog ikke på, at våben vil føre til en hurtigere fredsløsning.