Hamas truer jøder over hele verden
<p>Hamas-leder antyder i en video, at drab på civile jøder verden over kan komme på tale.</p>
Mens Hamas tidligere har nøjes med at opfordre sine krigere til at rette skytset mod Israel og israelske soldater, er tonen nu blevet skærpet.
I et tv-interview med Hamas-leder Mahmoud Zahar, som dukkede op i dag på den Hamas-kontrollerede tv-station Al Aqsa, trues jøder verden over på livet som gengældelse for Israels angreb på Gaza.
Zahar siger, at Hamas må lægge grundlaget for en fremtid uden zionister, og at Hamas vil komme til at trække sig sejrrigt ud af krigen.
Manden bag Hamas-sejr i 2007
”Ved at dræbe vores folk har zionisterne legitimeret drab på deres folk verden over,” lød det i en kornet videooptagelse fra Zahar, der var arkitekten bag Hamas’ blodige magtovertagelse i Gaza i 2007.
Det står ikke klart, om talen blev sendt direkte, eller om der var tale om en båndet optagelse.
Hamas’ ledelse gik under jorden kort tid efter Israels offensiv den 27. december.
Ifølge internationale bureauer er mindst tre centrale personer fra organisationens topledelse omkommet i den seneste uges kampe.
Gaza-konflikten har nu kostet over 500 menneskeliv, herunder mange civile og børn i Gaza. Fire israelere har mistet livet i Hamas-raketangreb.