Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Netanyahu vil afspærre Vestbredden efter skudepisode

Benjamin Netanyahu beordrer ifølge AFP en fuld nedlukning af Vestbredden efter en skudepisode fredag morgen.

/ritzau/

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har beordret landets militær til at indføre en omgående afspærring omkring byen Hebron og senere en nedlukning af hele Vestbredden.

Det skriver premierministeren i et opslag på X ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Jeg har beordret IDF og sikkerhedsstyrkerne til at indføre en omgående afspærring af byen Hebron og at forberede en fuld nedlukning af hele Judæa og Samaria gældende fra i dag, lyder det.

Judæa og Samaria er de israelske navne for de områder, der udgør Vestbredden.

Det er uklart, hvad nedlukningen konkret kommer til at betyde.

Det lyder dog, at militæret har påbegyndt ”antiterror-operationer”, og at gennemsøgninger af ”mistænktes” hjem er i gang på Vestbredden.

- Soldater opererer i øjeblikket inde i terroristernes og andre mistænktes hjem, lyder det ifølge AFP.

Udmeldingen kommer i kølvandet på en skudepisode tidligt fredag morgen, hvor to palæstinensere blev skudt af det israelske militær, IDF.

De formodes at have været gerningsmænd ved en skudepisode, der efterlod mindst fem personer sårede.

Episoden indebar en skudveksling mellem to palæstinensiske mænd og IDF ved Farsh al-Hawa-kontrolposten omkring Hebron.

Palæstinenserne var ifølge AFP bevæbnet med en pistol og en automatisk riffel.

Netanyahu roser i samme ombæring militæret for at have afværget ”et stort terrorangreb”.

Han lover desuden ”at forfølge alle Hamas-terrorister”.

- I har ingen steder at gemme jer, lyder det.

Der afholdes i næste uge parlamentsvalg i Israel.

Netanyahu har efter angrebet valgt at aflyse alle politiske møder.

Også den israelske sikkerhedsminister, Itamar Ben-Gvir, har reageret efter morgenens skudepisode.

Han opfordrer til en opløsning af Det Palæstinensiske Selvstyre.

- Vi er nødt til at handle, før det er for sent. Det Palæstinensiske Selvstyre skal opløses og afmilitariseres, og dets terrorinfrastruktur skal udryddes fuldstændigt, lød det tidligere.

Det Palæstinensiske Selvstyre er den officielle betegnelse for de palæstinensiske myndigheder i områderne Vestbredden og Gazastriben, der af flere er anerkendt som Palæstina.

Der er ikke umiddelbart noget, der indikerer, at palæstinensiske myndigheder har været involveret i skudepisoden.

Ifølge AFP har Hamas hyldet angrebet som ”en enestående heroisk operation”.

- Angrebet er en naturlig og legitim reaktion på de igangværende forbrydelser og brutale angreb mod vores folk, lyder det.

Den militante gruppe påtager sig dog ikke noget ansvar for hændelsen.

Hamas er rival til partiet Fatah, hvorfra præsident for Det Palæstinensiske Selvstyre Mahmoud Abbas hører til.