Tidligere israelsk premierminister ser kun én løsning: »Israel skal reddes fra sig selv«
USA og alle andre Israel-venlige lande bør kræve et regeringsskifte i Israel. Det siger landets tidligere premierminister Ehud Olmert i et interview med Jyllands-Posten. Der er ifølge ham kun én løsning på Mellemøstens gordiske knude.
Ehud Olmert sætter sig bag det mørke skrivebord på privatkontoret i Tel Aviv. Han har haft flottere skriveborde og større kontorer. For han har været premierminister i Israel i tre år, minister ad to omgange og borgmester i Jerusalem i et årti. Allerede som 28-årig blev han valgt til det israelske parlament, Knesset.
Nu er han 78 år og taler kun på egne vegne. Til gengæld har han efterhånden brugt et helt politisk liv på at tænke over det spørgsmål, som resten af verden stiller sig selv, mens endnu en blodig krig udspiller sig for øjnene af os.
Derfor stiller jeg ham det.
Hvad er overhovedet perspektivet for fred?