Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israel stormer al-Shifa hospitalet i Gaza

Kampvogne og soldater er trængt ind, og der er skudvekslinger i hospitalsgården. Flere end 2.000 patienter, personale og andre civile er fanget i kampene.

Israelske kamptropper har i nat stormet Gazastribens største hospital, al-Shifa, hvor flere end 2.000 patienter, ansatte og flygtninge er fanget i skudvekslinger.

Israelerne hævder, at den militante Hamas-bevægelse skjuler en kommandocentral under sygehuset.

Et øjenvidne fortæller til BBC, at hundreder af israelske soldater med kampvogne er trængt ind på hospitalets område.

Kilder inde på hospitalet siger til CNN, at der er skyderier i hospitalets gård.

Til Al Jazeera siger hospitalets generaldirektør, Munir al-Bursh, at israelske soldater har gennemsøgt sygehusets kælder, og at de også er trængt ind i bygninger med hospitalets akutafdeling og det kirurgiske afsnit.

Han tilføjer, at nogle personer blev beskudt, da de forsøgte at flygte fra hospitalet ad en israelsk sikkerhedskorridor. Det fremgår ikke, om der var tale om patienter, personale eller internt fordrevne, som har søgt tilflugt på hospitalsområdet.

»Der blev ikke affyret et eneste skud inde fra hospitalet under besættelsesstyrkernes storm på komplekset,« hævder generaldirektøren, som er ansat under det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium.

Stormen begyndte klokken 02.00 lokal tid (01.00 dansk tid), da det blev meddelt, at israelerne havde iværksat en »præcis og målrettet operation mod Hamas i en specifik del af Shifa Hospitalet«.

En af lægerne på hospitalet, Khaled Abu Samra, siger til CNN, at hospitalet fik et varsel på 30 minutter, inden soldaterne trængte ind.

Israelsk militær opfordrede natten til onsdag via X – det tidligere Twitter – »alle Hamas-terrorister på hospitalet til at overgive sig.«

Samtidig oplyste israelerne, at lægehold og arabiske tolke deltager i operationen for at beskytte »civile, som bliver brugt af Hamas som menneskeskjold.«

Hospitalet har i flere døgn været omringet af israelerne, som i ugevis har hævdet, at Hamas skjuler et kommandocenter og forsvarstunneller under sygehuset.

Amerikanske efterretninger støtter israelernes påstand.

»Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad bruger nogle hospitaler i Gazastriben – herunder al-Shifa – og tunneller under dem til at skjule og støtte deres militære operationer og til at holde gidsler fanget,« sagde John Kirby, talsmand for præsident Joe Bidens nationale sikkerhedsråd, tirsdag og tilføjede, at de to militante organisationer har en kommandocentral og et våbenlager under al-Shifa.

Han fremlagde ikke konkrete beviser, og såvel hospitalspersonalet som Hamas benægter hårdnakket.

Tre timer før israelerne stormede hospitalet, udsendte det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium en erklæring om, at man er parat til at lukke internationale observatører ind på sygehuset for at afprøve de israelske og amerikanske påstande.

Hospitalet har i de seneste dage været uden strøm, så 36 for tidligt fødte børn må kæmpe for livet, fordi de ikke kan komme i en kuvøse. Kirurgerne har stort set opgivet at operere, idet alle livsvigtige systemer er nede. Respiratorerne er f.eks. også ude af drift, så patienter, der skal have hjælp til at trække vejret, må håndventileres af personalet. Om natten foregår alt i skæret fra lommelygter eller stearinlys.

Også køleanlægget i hospitalets lighus har mistet strømmen, og tirsdag blev mindst 179 patienter – herunder børn – begravet i en massegrav i hospitalsgården. De døde ifølge hospitalets direktør, Mohammad Abu Salmiyah, på intensivafdelingen.

Angrebet forventes at udløse en ny bølge af kritik mod Israel, fordi hospitaler er beskyttet under Genevekonventionerne. Israelerne har forklaret sig med, at beskyttelsen ikke gælder, når sygehuset bruges til militære formål.

Hamas placerede onsdag morgen ansvaret for operationen hos både Israel og USA ved at hævde, at USA har givet Israel »grønt lys (...) til at begå flere massakrer mod civile« ved at tiltræde Israels »falske fortælling« om, at al-Shifa bruges som kommandocentral.

Ifølge krigens love skal der også være proportionalitet mellem den militære fordel ved et angreb og de civile tab – og her vil det så blive afgørende, om neutralisering af eventuelle Hamas-bunkere under sygehuset kan retfærdiggøre stormen.

USA’s præsident Joe Biden har tidligere understreget, at hospitalspatienterne skal beskyttes, og det blev gentaget fra Det Hvide Hus i nat, da israelerne var trængt ind på al-Shifa:

»Vi støtter ikke at bombe et hospital fra luften, og vi ønsker ikke at se en skudveksling på et hospital, hvor uskyldige mennesker, hjælpeløse mennesker, syge mennesker, der forsøger at få den lægehjælp, de fortjener, bliver fanget i krydsilden,« sagde en talsperson for Det Nationale Sikkerhedsråd i Det Hvide Hus.

Israelerne har den seneste måned krævet hospitalet evakueret, men både personalet og nødhjælpsorganisationer siger, at det ikke kan lade sig gøre uden tab af mange menneskeliv.

Under de seneste fem ugers israelske bombardementer har al-Shifa taget imod en tsunami af hårdt sårede patienter, og mange af dem er i kritisk tilstand. Det vil svare til en dødsdom at prøve at flytte dem, lød indvendingen fra sygehuset.

Krigen i Gaza begyndte den 7. oktober, da Hamas-terrorister trængte ind i Israel og dræbte 1.200 mennesker. Samtidig bortførte de omkring 240 israelere og udenlandske stabsborgere til Gaza, hvor langt de fleste stadig holdes fanget som gidsler.