Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Israels nye regering er bekymret for atomaftale med Iran

Blinken lover, at USA vil være i tæt kontakt med Israel i løbet af de forhandlinger, der finder sted med Iran.

/ritzau/Reuters

Israel har alvorlige betænkeligheder om den atomaftale med Iran, som blandt andet USA forsøger at få tilbage på sporet.

Det siger den nye israelske udenrigsminister, Yair Lapid, søndag under sit første møde med sin amerikanske kollega, Antony Blinken.

- Israel har nogle alvorlige forbehold over for atomaftalen med Iran, der er under udarbejdelse i Wien, sagde Lapid, inden han gik ind til mødet med Blinken.

Den aftale, der blev indgået i 2015, indebærer, at Iran skruer markant ned for berigelsen af uran til gengæld for, at internationale sanktioner lempes.

Men USA trak sig ud af aftalen under præsident Donald Trump. Det fik Iran til at bryde mange af de begrænsninger, som aftalen satte for berigelse af uran.

På søndagens møde lovede Blinken, at USA vil være i tæt kontakt med Israel i løbet af de forhandlinger, der finder sted i den østrigske hovedstad.

Det er første gang, at de to udenrigsministre mødes ansigt til ansigt, siden Israels nye regering blev taget i ed for kun to uger siden.

Mødet foregik i Italiens hovedstad, Rom.

Ud over atomaftalen med Iran talte Blinken og Lapid også om humanitær hjælp til Gaza, hvor Israel foretog en lang række luftangreb gennem 11 dage i maj. Det kom som svar på de tusinder af raketter, Hamas-bevægelsen skød over grænsen.

Spørgsmålet om Østjerusalems status, der var med til at udløse den seneste voldsomme konflikt, blev også drøftet.

Blinken udtrykte bekymring over israelske forsøg på at sætte palæstinensiske familier i Østjerusalem på gaden. Og han understreger behovet for at få humanitær hjælp ind i Gazastriben.

Under mødet lover Lapid samtidig, at han vil rette op på det, han betegner som ”fejl” fra israelsk side i forholdet til USA gennem de seneste år.

Den netop afgåede premierminister, Benjamin Netanyahu, havde et tæt forhold til præsident Trump. Men det mere kølige forhold til forgængeren, Barack Obama, har ifølge kritikere skubbet mange demokratiske støtter væk.

USA’s præsident, Joe Biden, har gentagne gange udtrykt sin støtte til Israel. Men han har været mere afmålt i sin tilgang end Trump.

Mandag mødes Biden med sin israelske kollega, Reuven Rivlin, i Det Hvide Hus. De to præsidenter skal blandt andet også drøfte atomaftalen med Iran.