Udenrigsministeriet fraråder rejser til Israel grundet uro
Sikkerhedsrisici er nu så alvorlige, at Udenrigsministeriet advarer mod at tage til Israel og Vestbredden.
En eskalerende konflikt mellem Israel og militante palæstinensere i Gaza får nu Udenrigsministeriet i Danmark til at skærpe rejsevejledningerne til områderne.
Således frarådes alle ikke-nødvendige rejser på grund af sikkerhedssituationen til Israel og Vestbredden.
Det skriver Udenrigsministeriets Borgerservice på Twitter.
I forvejen frarådes alle ikke-nødvendige rejser til Israel og Vestbredden på grund af coronasituationen.
- Men sikkerhedsrisici er nu så alvorlige, at særskilt advarsel er nødvendig, skriver udenrigsminister Jeppe Kofod (S) på Twitter.
Alle rejser til Gaza frarådes allerede.