Israelernes "jernkuppel" giver efter for massive bombardementer fra Gaza
Volden mellem Israel og Hamas er eskaleret i løbet af de seneste to døgn. FN advarer om risiko for decideret krig. Få overblik over situationen her.
Flere gange de seneste dage er det lykkedes den væbnede gruppe Hamas at gennembryde et af Israels mest avancerede forsvarssystemer.
”Jernkuplen” kaldes det anti-luftskytssystem, som det israelske forsvar anvender til at nedskyde raketter og mortergranater, der bliver sendt ind over israelsk territorium, men systemet er ikke fuldkommen fejlfrit. Med en massiv beskydning på op mod 40 missiler i minuttet har Hamas i løbet af de seneste døgn haft held til at overrumple det israelske missilforsvar, så enkelte palæstinensiske raketter er nået helt frem til deres mål på israelsk jord.
Tirsdag regnede flere end hundrede raketter ned over Tel Aviv og det centrale Israel, beretter flere internationale medier.
”Jernkuplen”, som forsvarssystemet kaldes i både folkemunde og af det israelske forsvar, har været i brug siden 2011 og er designet til at nedskyde raketter, morterer og andet artilleri, mens disse stadig er på vej ind over Israel.
Konkret fungerer det ved, at et radarsystem opfanger fremmedlegemer på himlen over det område, som ”Jernkuplen” er programmeret til at forsvare. Hvis systemet registrerer raketter eller andre typer luftskyts, følger radaren rakettens bane på himlen, foretager hurtigt en beregning af rakettens forventede rejse gennem luften og affyrer dernæst sin egen raket.
Den flyver op på himlen og har til formål at tilintetgøre den fjendtlige raket, før den kommer tæt på eller rammer landjorden.
Ifølge mediet Business Insider regnes systemet for at være meget effektivt, og ifølge udviklerne bag - Rafael Advanced Defense Systems og Israel Aerospace Industries - har det en succesrate på mere end 90 pct.
Systemet er altså ikke fuldkommen skudsikkert, og tirsdag blev der fra palæstinensiske områder affyret flere end 200 raketter på en time med retning mod byen Ashkelon i det sydlige Israel, skriver flere medier. Det resulterede angiveligt i to dræbte og tre sårede israelere.
På Twitter har det israelske forsvar lagt en række videoer op, der viser ”Jernkuplen” i aktion.
Artiklen fortsætter under videoerne.
Hvad er der sket i nat?
Ifølge israelske medier og palæstinensiske embedsfolk blev 28 palæstinensere tirsdag dræbt af israelske luftangreb. Mindst tre israelere er blevet dræbt af raketter, der er blevet affyret af militante grupper i Gaza, og antallet af sårede skal tælles i hundreder, skriver nyhedsbureauet.
Gaza-striben kontrolleres af Hamas.
Den aktuelle konfliktsituation mellem Israel og den militante palæstinensiske gruppering Hamas er - som det stort set altid er tilfældet - en udløber af den grundlæggende konflikt mellem Israel og Palæstina, der altid ulmer under overfladen og med jævne mellemrum resulterer i voldelige sammenstød.
Denne gang er volden antændt af palæstinensernes store vrede over Israels planer om at sætte en række palæstinensiske familier på gaden i Sheikh Jarrah-kvarteret i Jerusalem. For nylig ransagede israelsk politi Al-Aqsa-moskéen i Jerusalem, hvor de skød med gummikugler, stødgranater og tåregas mod palæstinensere. 21 israelske betjente blev såret under urolighederne, mens det samme - ifølge den humanitære organisation Palæstinensisk Røde Halvmåne - var tilfældet med 300 palæstinensere.
Efterfølgende har der været massiv uro og omfangsrige demonstrationer fra palæstinensisk side. Den aktuelle konflikt bliver ikke mindre af, at den foregår midt i muslimernes hellige højtid, ramadanen.
I løbet af tirsdagen beskød israelerne via luftangreb et højhus, der huser civile beboere og kontorlokaler. Angrebet er blevet bekræftet af en talsmand for det israelske forsvar, skriver det israelske medie Haaretz. Det er efterfølgende blevet gengældt af Hamas.
I en officiel meddelelse tirsdag aften skrev Hamas ifølge mediet Times of Israel, at »Al-Qassam-brigaderne har affyret det hidtil største missilangreb mod Tel Aviv og byens omkringliggende områder, med 130 missiler, som svar på fjendens målrettede angreb mod civile højhuse«.
Hvad sker der nu?
De seneste dages vold og uroligheder er ifølge en lang række medier at regne som den værste konfliktsituation mellem Israel og Hamas, siden de to parter lå i krig mod hinanden i 2014. Skal man tro FN’s udsending i Mellemøsten har situationen lige nu potentiale til at eskalere til et konfliktniveau, hvor der igen kan blive tale om egentlig krig.
»Situationen udvikler sig til krig for fuld udblæsning. Ledere på alle sider er nødt til at tage ansvar for at nedtrappe konflikten,« siger FN-udsendingen Tor Wennesland.
»Prisen for krig i Gaza er ødelæggende og betales af almindelige mennesker. FN arbejder med alle parter om at genoprette freden. Stop volden nu,« siger han.
Mandag mødtes FN’s Sikkerhedsråd, bestående af USA, Frankrig, Kina, Rusland og Storbritannien, for at drøfte situationen, og de sætter sig igen omkring bordet onsdag.
Men Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, lader ikke foreløbigt til at være indstillet på fred og har advaret om, at de militante palæstinensiske grupperinger kan se frem til at betale »en meget høj pris« for raketangrebene mod Israel.
USA har dog meldt ud, at de vil arbejde for at ned-eskalere konflikten, og præsident Joe Bidens talskvinde har sagt, at amerikanerne er i dialog med parterne i Israel og Palæstina.
»Vi mener, at palæstinensere og israelere fortjener ligeværdig frihed, sikkerhed, værdighed og fremgang,« har talskvinde i Det Hvide Hus, Jen Psaki, sagt ifølge The Guardian.
»Amerikanske repræsentanter har i de seneste uger talt åbent og ærligt med israelske repræsentanter om, hvordan det at sætte palæstinensiske familier på gaden, som har boet i deres hjem i årevis, nogle af dem i årtier, og hvordan ødelæggelse af disse hjem, arbejder imod vores fælles interesser og imod det at opnå en løsning på konflikten,« har hun sagt.
Få mere udlandsnyt i ørerne med ”Verdenshjørner”. Lyt til de seneste episoder herunder.