Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Video: Sådan ser havnen i Beirut ud en uge efter eksplosionen

Oprydningsarbejdet efter den voldsomme eksplosion, der dræbte over 160 mennesker, er i gang i Libanon.

I Beirut er oprydningen i gang efter den eksplosion, der i den forgangne uge dræbte over 160 og sårede over 6.000 mennesker.

Eksplosionen fandt sted i en lagerbygning på havnen, da mere end 2.500 ton ammoniumnitrat antændte og efterlod et 43 meter dybt krater, der ifølge nyhedsbureauet TT er så stort, at det kan ses på satellitbilleder.

Sensorer fra det amerikanske institut for geofysik har målt eksplosionen til at svare til et jordskælv med en styrke på 3,3. Der er stadig mange savnede, herunder mange udlændinge, som endnu ikke har kunnet identificeres.

Foto: AFP
Eksplosionen fandt sted den 4. august og har jævnet et større område med jorden. Foto: AFP

De mange ton gødning blev opbevaret uforsvarligt forud for katastrofen, som har fordrevet 300.000 mennesker fra deres hjem på grund af ødelæggelserne.

Eksplosionen har føjet til landets i forvejen dybe økonomiske krise og skabt voldsomme demonstrationer blandt indbyggerne, der har krævet regeringens afgang og omfattende reformer i landet.

Under en tv-transmitteret tale meddelte Libanons premierminister, Hassan Diab, mandag, at regeringen samlet træder tilbage.

»I dag følger vi befolkningens ønske om at stille dem til ansvar, som er ansvarlige for den katastrofe, der har ligget gemt i syv år, og imødekommer folkets ønske om en ægte forandring. I lyset af denne situation... meddeler jeg i dag at denne regering går af,« sagde Hassan Diaab på libanesisk tv.