Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Netanyahu i kovending: Vil i regering sammen med rival

Israels premierminister siger, han foretrak en højreregering. Men det er ikke muligt efter valg.

/ritzau/AFP

Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, opfordrer sin politiske modstander Benny Gantz til gå med i en samlingsregering med Likud.

Valget i Israel tirsdag endte med dødt løb mellem de to kandidater.

Benny Gantz leder partiet Blåt og Hvidt. Han meddeler, at han klokken 13 dansk tid vil kommentere opfordringen fra Netanyahu, skriver Reuters. Nyhedsbureauet AFP siger, at han vil udtale sig til journalister 12.30 dansk tid.

I en videobesked siger Netanyahu, at han og hans Likud-parti ville foretrække at danne en højreorienteret koalition. Men resultatet af valget viser, at det ikke er muligt.

- Under valgkampen opfordrede jeg til, at der etableres en højreorienteret regering, men til min ærgrelse så viste valgresultatet, at det ikke kunne lade sig gøre.

- Benny - vi må danne en bred samlingsregering allerede i dag. Nationen venter af os - forventer af os - at vi viser ansvar, og at vi søger samarbejde, siger han.

Netanyahu kæmper i disse uger for sin politiske overlevelse. Han ventes inden for få uger at blive anklaget for korruption.

Der har været mange spekulationer i den israelske presse om, at hans første mål har været at få et flertal bag en regering, der kan give ham immunitet mod anklagerne.

Gantz har tidligere udtrykt ønske om et samarbejde med Likud i en samlingsregering. Men det skal være en regering helt uden Netanyahu.

Han sagde onsdag, at han håber på en "god og ønskelig samlingsregering".

Det endelige valgresultat foreligger endnu ikke torsdag formiddag. Ved midnatstid var 95 procent af stemmerne optalt.

De viser dødt løb mellem de to store partier Likud og Blåt og Hvidt.

Valget tirsdag fandt sted kun fem måneder efter, at Israel sidst holdt et parlamentsvalg. Her var opgøret også meget tæt, og de efterfølgende måneder viste, at ingen af parterne kunne samle en koalition med flertal.