Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Her er videoen der har fået USA i det røde felt

USA er overbevist om, at Iran står bag angrebet på to olietankere. Ny video underbygger ifølge amerikanerne anklagen.

USA beskylder Iran for at stå bag angrebene på to tankskibe i den Persiske Golf, og fredag offentliggjorde amerikanerne en video, de mener beviser anklagen.

På videoen ser man et mindre skibe sejle op på siden af olietankeren Kokuka Courageous, der er en af de angrebne skibe. Herefter ser det ud til, at en mand fjerner en genstand fra skroget på olitankeren.

Billederne i videoen er sløret, i sort/hvid og optaget fra lang afstand, så for det neutrale øje kan det være vanskeligt at se, hvad der sker.

USA er dog ikke i tvivl om, hvad videoen viser. For følge den amerikanske flåde er mændene på videoen iranere eller iranske allierede, og genstanden, de fjerner, er en ueksploderet mine.

Det er også denne konklusion, der ligger til grund for, at USA's udenrigsminister Mike Pompeo allerede torsdag gav Iran skylden for angrebet.

Den amerikanske flåde har offentliggjort dette billede af olietankeren Kokuka Courageous. Det er genstanden til højre, som USA mener Iran her fjernet efter angrebet. Foto: U.S. Navy/Handout via REUTERS

Trods den amerikanske skråsikkerhed om begivenheders gang opfordrer militæranalytiker Johannes Riber dog i en artikel hos TV 2 til at være en smule mere varsom i tolkningen af videoen.

»Det er vigtigt, inden man begynder at dømme, at man finder ud af, hvem der er skyld i det her. Og man har brug for beviser. For selvfølgelig er det sandsynligt, at iranerne har en finger med i spillet, men det er rigtigt svært at sige i hvilket omfang,« lyder det til TV 2 fra Johannes Riber fra Forsvarsakademiet.

Riber påpeger samtidig, at sprængladninger normalt bliver placeret under vandlinjen på skibe og ikke over, som det ser ud til i videoen.

Iran har via dets FN-delegation afvist de amerikanske beskyldninger.

»Iran afviser kategorisk USA's uberettigede beskyldning om hændelserne vedrørende tankskibene 13. juni og fordømmer det på hårdest mulig måde,« skriver delegationen i en pressemeddelelse natten til fredag dansk tid.