15-årig britisk pige tilsluttede sig IS: Nu er hun gravid og vil hjem
Shamima Begum er en af tre skolepiger, der i 2015 tog fra Storbritannien til Syrien.
Den britiske avis The Times har i en flygtningelejr i Syrien fået kontakt til Shamima Begum, den ene af tre teenage-piger fra samme skole, som i 2015 blot 15 og 16 år gamle rejste til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS).
Nu er Begum blevet 19 år gammel og registreret som nummer 28.850 i flygtningelejren, efter hun tog flugten fra IS’ sidste tilholdssted.
»Jeg fortryder ikke, at jeg tog herned,« fortæller hun Times’ journalist, mens hun løfter sløret på sin niqab.
Begum fortæller, at hun i sin tid i Syrien anmodede om at blive gift med engelsktalende IS-kriger og blev sat sammen med en hollandsk konvertit. Hun siger, at de sammen fik to børn, der begge døde som ganske små.
Lige nu er hun atter gravid, i niende måned, og det er på grund af det ufødte barn, hun flygtede fra IS’ sidste bastion i Baghuz og nu vil hjem til Storbritannien:
»Jeg var bange for, at det barn, jeg nu skal føde, sandsynligvis ville dø som mine andre børn, hvis jeg blev. Det er også derfor, jeg vil tilbage til Storbritannien, fordi jeg ved, at der vil blive taget hånd om mit barn.«
»Jeg vil gøre hvad som helst bare for at komme hjem og leve i fred og ro med mit barn.«
Begums hollandske mand var IS-kriger og er nu tilbageholdt andetsteds i Syrien.
Shamima Begum bliver i interviewet foreholdt, hvordan det var for hende at bo under IS’ styre, og påstår, at det var som et normalt liv. Næsten.
»Indimellem var der bomber og andet. Men udover det ... « siger hun, inden hendes vurdering udfordres af genfortællingen om, hvordan hun reagerede første gang, hun så et afskåret hoved i en skraldespand:
»Det var fra en tilfangetagen soldat fra slagmarken, en fjende af islam. Jeg tænkte kun på, hvad han ville have gjort ved en muslimsk kvinde, hvis han havde fået chancen.«
Shamima Begum og hendes to veninders flugt til IS vakte i sin tid megen opsigt på grund af pigernes unge alder. De tre holdt i første omgang kontakten i Syrien, men i dag er den ene af pigernes skæbne ukendt og den anden blev dræbt i et luftangreb i 2016.
»Jeg troede aldrig, det ville ske. I starten var jeg i fornægtelse, for jeg troede altid, at hvis vi døde, ville vi dø sammen,« siger Shamima Begum.