Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Saudiarabisk kronprins har udskudt børsnotering af oliegigant

Verdens største olieselskab vil nå en markedsværdi på 2000 milliarder dollar, mener Saudi-Arabiens kronprins.

/ritzau/

I 2021 rammer verdens største olieselskab børsen, og det bliver dermed muligt at købe aktier i selskabet, der hedder Saudi Aramco.

Det lover Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman i et interview med erhvervsmediet Bloomberg.

Det saudiarabiske firma er med afstand den største olieproducent i verden. Selv om det blot er fem procent af Saudi Aramco, der skal udstedes aktier i, så bliver der efter alt at dømme tale om den største børsnotering i verdenshistorien.

Og aktiehandlerne skal have fat i den helt store regnemaskine, hvis man spørger kronprinsen. Han anslår, at selskabet vil ramme en markedsværdi 2000 milliarder dollar værd.

Målt i danske kroner vil det være lidt under 13000 milliarder eller 13.000.000.000.000 kroner værd.

Hvis alt går vel kan det ske allerede i 2020, siger prinsen til Bloomberg.

- Investorerne vil bestemme værdien på dagen. Jeg mener, at det vil blive over 2000 milliarder dollar. For det vil blive enormt, siger Mohammed bin Salman til Bloomberg.

Det har i flere år været kendt, at Saudi Aramco skal på børsen. Men udførslen er blevet udskudt flere gange. Planer om at børsnotere Saudi Aramco i 2017, 2018 og 2019 er løbet ud i sandet.

De fem procent af ejerskabet, der sættes i offentligt salg, skal sikre omkring 100 millioner dollar til Saudi Aramco.