Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Har russerne overhalet de amerikanske krydsermissiler?

Ifølge syriske medier lykkedes det at nedskyde 13 amerikanske missiler under aktionen i nat. Men det kan være fake news

En af spydspidserne i det amerikanske våbenarsenal, krydsermissilet Tomahawk, er muligvis ved at miste sin overlegenhed på slagmarken.

Tomahawk-missiler affyret fra flådefartøjer i Middelhavet menes at have været rygraden i første angrebsbølge ved nattens aktion mod mål i bl.a. Damaskus, men ifølge Syriens stats-tv blev 13 missiler skudt ned.

Oplysningerne skal dog tages med alle forbehold, for de er ikke bekræftet fra anden side, og den amerikanske forsvarsminister James Mattis advarede natten til lørdag mod misinformation og fake news.

Men hvis oplysningerne om de 13 nedskudte missiler holder vand, så viser aktionen i Syrien, at Ruslands missilforsvarssystemer har betydelig effekt mod amerikanernes krydsermissiler.

Senioranalytiker Douglas Barrie fra det internationale institut for strategiske studier i Storbritannien sagde forleden til nyhedsmagasinet Newsweek, at Rusland længe har øvet sig på at lokalisere og nedskyde krydsermissiler.

»Men det er ingen nem opgave,« sagde han.

Netop for at kunne modgå amerikanske krydsermissiler udviklede russerne ifølge Barrie en særlig version af MiG-31 jagerflyet samt jordbaserede anti-missilsystemer, bl.a. det topmoderne S-400, som er opstillet i Syrien.