Fortsæt til indhold
Europa

Særlig efterforsker om Berlin-terror: Myndighederne handlede »utilstrækkeligt«, »fejlbehæftet« og »uprofessionelt«

Den tidligere statsanklager kommer med sønderlemmende kritik af Berlins myndigheder.

Der var kun fem dage til jul, da 12 personer sidste år blev mejet ned og blev dræbt af den 24-årige tuneser Anis Amri. I en stjålen lastbil pløjede han ind i menneskemængden ved et julemarked i Berlin og foruden de dræbte, efterlod han 100 sårede.

Siden har mange spurgt sig selv, hvordan det kunne komme så vidt, når Anis Amri allerede i februar 2016 blev klassificeret som en potentiel trussel mod den offentlige sikkerhed og i øvrigt havde fået afslag på asyl i juni.

Af samme årsag valgte Berlins delstatsregering at udpege en særlig efterforsker, som har haft til opgave at granske myndighedernes håndtering af sagen. I rapporten, som medierne Spiegel og Tagesspiegel fået indsigt i retter den tidligere statsanklager Bruno Jost en sønderlemmende kritik mod både politiet, den offentlige anklagemyndighed i Berlin samt myndighederne i Baden-Württemberg.

»Mangefuld,« »utilstrækkelig,« »forsinket,« »fejlbehæftet« og »uprofessionel« er bare nogle af de ord, som bliver hæftet på myndighedernes indsats.

For hvis bare anklagemyndigheden og politiet havde gjort sit arbejde ordentligt, var der ifølge Jost stor sandsynlighed for, at Anis Amri kunne være blevet anholdt i løbet af sommeren eller efteråret 2016, skriver Spiegel.

I den periode havde man nemlig mulighed for at tilbageholde ham for både narkohandel og brug af falske identitetspapirer, men det blev kun til to dages forhør for det sidste, hvorefter Amri blev løsladt, selv om han altså allerede var i myndighedernes søgelys på det tidspunkt.

Bruno Jost konstaterer således, at »alt det, man kunne gøre forkert, blev gjort forkert.«

En del af problemet var, at det var uafklaret, hvem som havde ansvaret for processen. I august havde rigsadvokaten i Berlin besluttet at fokusere på tuneserens narkohandel. Men man fik aldrig styr på, hvilken enhed inden for politiet eller anklagemyndigheden, som skulle stå for efterforskningen, og derfor tog ingen i praksis ansvaret for, hvad der skete med Anis Amri op til terrorangrebet.

Samtidig kritiserer Bruno Jost, at overvågningen af Anis Amri kun foregik i mandag til fredag i dagtimerne.

Efter angrebet i Berlin rejste Anis Amri mod Italien, hvor han fire dage senere blev dræbt under en skudveksling i Milano.