JP og DR afslørede mulig millionsvindel: EU-Kommission vil sætte en stopper for omfattende momssnyderi
Kommissionen mener at kunne reducere svindlen med 80 pct. med sit nye reformforslag.
EU-kommissionen vil med en vidtrækkende reform sætte en stopper for omfattende momssvindel i EU.
Det skriver DR.
I en pressemeddelelse på kommissionens hjemmeside anslås det, at der hvert år forsvinder 372 mia. kr. i EU-området i forbindelse med momssvindel.
»Pengene bliver stjålet fra vores europæiske medlemslande. De penge kunne være blevet brugt på at styrke den økonomiske vækst, på at bygge skoler, på at bygge hospitaler,« siger EU's kommissær på skatteområdet, Pierre Moscovici i pressemeddelelsen.
Forslaget vurderes at reducere momssvindlen med 80 pct.
»25 år efter oprettelsen af det indre marked står virksomheder og forbrugere stadig over for 28 forskellige momsordninger, når de opererer på tværs af grænserne. Kriminelle og muligvis terrorister har i alt for lang tid udnyttet disse huller og organiseret bedrageri for 50 mia. euro pr. år,« lyder det fra Pierre Moscovici.
Tidligere på året kunne Jyllands-Posten i samarbejde med DR eksempelvis afdække, at det spanske antiterrorpoliti Guardia Civil gennem flere år havde efterforsket en sag om mulig millionsnyd med danske skattepenge i 10 nu konkursramte danske selskaber.
Som Jyllands-Posten før har omtalt, skulle selskaberne ifølge en række dokumenter have været ejet af militante islamister, der ifølge de spanske myndigheder havde forbindelse til en nu anholdt al-Qaeda-celle i Spanien. Dokumenter fra de kuratorer, der har gennemgået sagerne, viste, at der i alt var forsvundet 58 mio. kr. i selskaberne - heraf udgjorde ubetalt moms knap 20 mio. kr.
Flere af selskaberne har ifølge kuratorerne sandsynligvis deltaget i en såkaldt momskarrusel, hvor de bevidst har snydt Skat for penge i Danmark. Sagen om millionsvindlen blev ifølge Jyllands-Posten og DR’s oplysninger efterforsket under navnet Operation Frozen.
Efter afsløringerne udtalte Pierre Moscovici i et interview med Jyllands-Posten, at han ville have øget fokus på bekæmpelse af momssnyderi. Ved samme lejlighed varslede han et nyt og mere enkelt system for opkrævning af moms mellem landegrænserne.
I juni blev en dansk statsborger anholdt i Spanien, mistænkt for at have en forbindelse til finansiering af terror samt rekruttering af Syrien-krigere. Han kan have været med til at organisere svindel for mere end 59 mio. gennem 24 danske firmaer.
I løbet af sommeren afslørede Sveriges Radio desuden, at den svenske stat skal være blevet snydt for ca. 90 mio. svenske kr. i moms i en sag om mulig terrorfinansiering gennem køb og salg af mobiltelefoner.
Af EU-Kommissionens pressemeddelelse fremgår det, at man vil forsøge at komme den generelle momssvindel til livs med en revidering af de eksisterende love på området. Foreslaget indebærer bl.a., at der fremover skal betales moms, når varer eksporteres henover de europæiske grænser. I dag skal virksomheder ikke betale moms af de varer, de importerer fra andre EU-lande.
Svindlen kan derfor ske ved, at en dansk virksomhed importerer varer og sælger dem videre til andre danske virksomheder for derefter at kræve moms for handlen uden at sende de penge videre til statskassen.
Forslaget bliver nu sendt videre til medlemslandene og EU-parlamentet. Ifølge DR kræver det enstemmig tilslutning fra medlemslandene at vedtage et sådan forslag.