Fortsæt til indhold
Europa

JP i Barcelona: Afstemningen er slut - men valgfesten er feset ud efter store uroligheder

Stemningen på Plaça de Catalunya er langt fra præget af feststemning, ifølge Jyllands-Posten korrespondent.

Det var planen, at valgboksene skulle åbnes, mens tusinder af folk forsamlede sig på og fejrede søndagens folkeafstemning om Cataloniens løsrivelse fra Spanien.

Og selvom der er mødt folk op på den centrale plads i Barcelona, er begivenheden ikke præget af feststemning. Langt fra endda, fortæller Jyllands-Postens korrespondent Jette Elbæk.

Det er, som om der er lidt for god plads mellem tilskuerne på pladsen, og at »festen er feset ud«.

»Det er ikke et tilløbsstykke som de arrangementer, der blev holdt i dagene op til afstemningen. Hvis man går et par dage tilbage, ville de fleste nok sige, at det vigtigste ved afstemningen var resultatet. Men efter en dag, der mildest talt har været præget af kaotisk stemning, endte det mest som en kamp om at lave en manifestation,« siger Jette Elbæk.

Efter en dag, hvor valgstederne er blevet lukket af spansk politi, og der har været meldinger om organisatorisk kaos ved flere afstemningssteder, har flere folk indstillet sig på, at valget - der i forvejen er kendt forfatningsstridig - har mistet værdi.

»Både almindelige folk og politikere har udtalt, at det ikke blev den folkeafstemning, man havde forventet. På en af de skoler, jeg har besøgt i løbet af dagen, opgav man blandt andet at registrere vælgerne elektronisk, og der har generelt hersket kaos,« siger hun.

Stemningen på pladsen er langt fra aggressiv, slår Jette Elbæk fast efter en dag, hvor mindst 761 personer blev såret efter optøjer.

Politiet har bl.a. set sig nødsaget til at skyde gummikugler mod borgerne i løbet af dagen.