Fortsæt til indhold
Europa

Spansk indenrigsministerium: »92 illegale valgsteder er blevet lukket«

Der kommer nu meldinger om de første anholdelser.

Det har vakt opsigt, at spansk politi søndag er rykket ind på flere valgsteder i Catalonien og tvunget folk ud af lokalerne.

Det spanske indenrigsministerium bekræfter, at »92 illegale valgsteder er blevet lukket« i løbet af det seneste døgn.

I alt 336 valgsteder ud af over 2.000 er blevet lukket ned af politiet, ifølge spanske og catalanske myndigheder.

Undervejs er tre personer blevet anholdt for at have udøvet civil ulydighed og angrebet en betjent, ifølge ministeriet.

Optøjerne har ført til, at mindst 337 mennesker er blevet såret. Derudover er 11 politifolk kommet til skade.

Flere videoer af det spanske politis aktioner er dagen igennem blevet lagt ud på de sociale medier. Nedenfor ses betjente eksempelvis igang med at rømme et valgsted på skolen Ramon Llull i Barcelona.

Rundt omkring forsøger folk at spærre for det politi, der er blevet sat til at rydde valgstederne og forhindre afstemningen.

Politiet har blandt andet set sig nødsaget til at skyde gummikugler mod borgerne.