Islamisk Stat har taget skylden for bombeangreb i London
Den radikale bevægelse Islamisk Stat tager skylden for angrebet i London fredag, hvor 29 blev såret.
Islamisk Stat hævder at stå bag for et angreb mod et undergrundstog i London fredag morgen.
Det oplyser gruppen via dens nyhedsbureau, Amaq.
Fredag morgen sprang en bombe på et tog i Londons undergrundsbane.
Det skete umiddelbart uden for perronen ved stationen Parsons Green i den vestlige del af byen.
29 personer, heriblandt flere skolebørn, har efterfølgende modtaget behandling. Det oplyste det britiske sundhedsvæsen, NHS, tidligere fredag.
Ingen af de sårede skal være i kritisk tilstand.
Politiet kalder angrebet for en terrorhandling. Men det er fredag aften endnu uklart, hvem der står bag, og hvilket motiv der er.
Hundredvis af betjente og efterforskere fra den britiske efterretningstjeneste MI5 leder efter en eller flere mistænkte.
Den britiske tv-station Sky News skrev tidligere på dagen, at britiske sikkerhedsstyrker via overvågningskameraer har identificeret en mistænkt, som menes at være involveret angrebet.
Den oplysning er dog ikke officielt bekræftet.