Fortsæt til indhold
Europa

»Bitch, please! Populister er så Berlin, 1945«

Det er ikke AfD, men TfD, og de retter bl.a. skytset mod »løgnerpresse-skrighalse.«

»Drik dog jeres lortebourgogne alene.«

Sådan lyder teksten på en plakat, som i disse uger opfordrer tyskerne til at sætte deres kryds ved forbundsdagsvalget den 24. september.

Billedet viser en vredt udseende transvestit med rød paryk, fuldskæg og sort sløjfe i håret. Langefingeren viser rankt, hvad figuren, som kalder sig Gisela Sommer, mener om Alternative für Deutschland (AfD), hvilket også understreges af teksten »#NoAfD« og »#NoNaziPack.«

Plakaten spiller netop på AfD’s valgplakater, som bl.a. indeholder ordene »Burka? Jeg er mere vild med bourgogne.«

PR-foto

Bag opfordringen til at stemme står Travestie für Deutschland (TfD), hvis valgplakater har vakt opsigt både i Tyskland og internationalt. Navnet er ikke tilfældigt valgt. Det minder om AfD, men peger på, hvilken parodi bagmændene mener, at tysk politik har udviklet sig til ikke mindst med tilkomsten af det indvandringskritiske parti.

Grafikken og farverne på valgplakaterne lægger sig også bevidst tæt op ad AfD’s, så man med et hurtigt og nok også synsudfordret blik kunne tage fejl af de to partiers plakater.

PR-foto

Og AfD’s slogan »Trau Dich, Deutschland« (stol på dig selv, Tyskland, red.) er blevet til »Trau Dich, geh wählen!« (stol på dig selv, gå ud og stem, red.)

Men TfD er ikke et parti.

»TfD er en satirisk kunsthandling, som retter sig mod fremmedhad, løgnerpresse-skrighalse og hysteriet over for mange fremmede,« lyder det på crowdfunding-tjenesten Kickstarter, hvor TfD samler penge ind til kampagnen.

PR-foto

»Med vores landsdækkende plakataktion sætter vi et tydeligt tegn mod politikerlede og opfodrer til mere politisk deltagelse.«

De øvrige plakater viser alle billeder af dragqueens og bærer bl.a. ordlyden: »Bitch, please! Populister er så ”Berlin, 1945”«, »Hvis en af jer stemmer på AfD, sminker jeg jer ned« og »Hellere silke og brokade end dumme nazister i senatet.«

PR-foto
PR-foto
PR-foto
PR-foto

Alexander Winter, som sammen med to venner, står bag projektet, fortæller til Die Welt, at de har modtaget trusler fra AfD-vælgere, men siger samtidig, at det er helt bevidst, at billederne viser mænd i drag.

»Hvad er mere polariserende, og kan dermed tvinge folk til at danne sig en mening, end dragqueens.«

Tyskerne går til valg den 24. september. Ifølge den seneste måling, står AfD til 8 pct. af stemmerne.