Fortsæt til indhold
Europa

Merkels udfordrer vil ikke længere have Tyrkiet ind i EU

Tysklands eneste valg-debat var lige så kedelig, som valgkampen har været hidtil. Eneste undtagelse var holdningen til Tyrkiets medlemskab af EU. Sådan da.

BERLIN

Hvor meget skal bissen skrues på over for Erdogan?

Det var stort set det eneste spørgsmål, der skilte Tysklands to kanslerkandidater, da de søndag aften for første og eneste gang tørnede sammen tre uger før valget den 24. september.

Tysklands siddende kansler, den konservative Angela Merkel, mente, »man burde fortsætte dialogen« for at få de tyske statsborgere løsladt, som i øjeblikket sidder fængslet i Tyrkiet.

Socialdemokraternes kandidat, Martin Schulz, vil – hvis han bliver kansler - foreslå EU at afbryde alle forhandlinger med Tyrkiet om landets optagelse i EU. Ifølge Schulz forstår Erdogan kun »den konsekvente holdning: Nu er det nok.«

Dermed har Schulz, som er tidligere formand for Europa-Parlamentet, skiftet holdning i spørgsmålet om Tyrkiets optagelse i EU.

Merkel har til gengæld aldrig været nogen tilhænger af, at landet skulle blive medlem af EU.

Episoden om Tyrkiet hørte til de mest interessante og livlige under debatten, for her var der rent faktisk en tydelig forskel på de to kandidater.

Men da debatten egentligt var gået videre til et andet emne, fulgte Merkel pludseligt trop og ville også afbryde forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i EU.

Enige om det meste

Underdebatten som under valgkampen er det Schulz’ »problem«, at hans parti, SPD, er juniorpartner i Merkels regering.

Desuden er de to kandidater enige om mange af de overordnede linjer, om end Schulz hele tiden kan gå en tand længere i sin kritik af f.eks. Trump, end Merkel gjorde. Som kansler kan Merkel ikke være lige så direkte og kritisk.

Et af de emner, som fyldte mest, var flygtningekrisen. Her gentog Schulz en kritik, han har fremsat før. Nemlig at Merkel skulle have forhørte sig hos de andre EU-medlemslande, før hun for to år siden besluttede at lade Tysklands grænser stå åbne, også over for asylansøgere, som ikke havde noget pas, visa eller andet.

Igen kunne Merkel dog svare, at der var fuld enighed i regeringen om linjen dengang, dvs. også Schulz’ parti bakkede op.

Og selv om begge kandidater lovede at sende afviste asylansøgere hurtigere hjem – i øjeblikket er der 226.500 af slagsen i Tyskland - var de enige om, at bedømmelsen skulle ske fra sag til sag.

Siden blev også emner som pensionsalderen berørt. Da de to igen drøftede dieselskandalen og var rørende enige om det meste, skrev avisen Die Welt direkte i en kommentar på sin hjemmeside, at ”den her debat er kedelig”.

Merkel vandt

Debatten blev på forhånd set som Martin Schulz chance for at hale ind på den tilsyneladende uovervindelige Merkel.

Socialdemokraterne, SPD, ligger nogenlunde konstant på 23-24 pct. af stemmerne, mens de to kristendemokratiske partier CDU og CSU, har opbakning fra 37-38 pct. af stemmerne.

Men det lykkedes ham ikke ifølge den første måling offentliggjort af tv-stationen ARD. Den viste, at 55 pct. mente, Merkel var mest overbevisende, mens blot 35 pct. så Schulz som vinderen af debatten.

Flere tyske kommentatorer efterspurgte andre emner, end dem de to kandidater drøftede, herunder uddannelse og digitalisering.