Barcelonas borgere er stadig bekymrede for manglende sikkerhed efter terrorangreb
Terrorangrebet har udløst en bekymring for en øget konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer i byen.
Efter terrorangrebet i Barcelona torsdag eftermiddag går befolkningen stadig rundt med et stort spørgsmål: Hvorfor var der ikke mere sikkerhed?
En ganske almindelig hverdag blev forandret til en dag, mange vil huske, da en hvid varevogn zigzaggede ned gennem en af Barcelonas mest travle gader og ramte en større menneskemængde på gågaden La Rambla.
Det har efterladt mange borgere i sorg, men også fået dem til at undre sig.
»Et af de samtaleemner, som alle går meget op i, er snakken om sikkerhed. Hvordan kunne man tillade så lidt sikkerhed, at en varevogn frit kunne komme ind på gaden. Hvorfor var ramblaen ikke bedre skærmet af med beton og stål, som man ser mange andre steder nu, og som der også er kommet i Nice, efter terrorangrebet der. Også i København har vi fået denne sikkerhed,« siger Martin Kaae, der er Jyllands-Postens udsendte reporter.
Borgerne efterlyser svaret, når Barcelona nu netop er et sted med mange indbyggere og turister, og dermed et oplagt mål.
Debatten er særligt blusset op, efter det kom frem, at CIA havde advaret den spanske politi to måneder inden terrorangrebet, at der kunne komme et angreb på La Rambla.
Ifølge spanske medier havde CIA advaret om, at Barcelona lå som en topprioritet for en terroristgruppe.
Borgmesteren, Ada Colau, i Barcelona, har også modtaget advarsler om den manglende sikkerhed på La Rambla.
»Hun har indrømmet i de spanske medier, at hun har modtaget adskillige advarsler om at genoverveje sikkerheden omkring ramblaen, hvor man kun har placeret politifolk på strategiske steder, men hvor man for eksempel ikke har sat betonklodser op,« fortalte Morten Rievers Heiberg, professor i spansk historie, kultur og samfund fra Københavns Universitet, til Jyllands-Posten i går.
Ifølge Morten Rievers Heiberg har borgmesteren dog forsøgt at forklare sig med, at man aldrig ville kunne sikre en by helt, fordi det ville være for omfattende at sætte betonklodser op på alle indfaldsveje til gågaden.
Han mener dog, at forklaringen nok ligger et andet sted.
»Hun har kæmpet med, at Barcelona er en by, som er meget gældspræget, så det har ikke været nemt for hende at finde midler til at leve op til kravene om mere sikkerhed,« mener Morten Rievers Heiberg.
Sikkerhed er dog ikke det eneste samtaleemne på befolkningens læber for tiden. Bekymringen for en konflikt mellem muslimer og ikke-muslimer er blusset op, efter at Islamisk Stat påtog sig skylden for terrorangrebet.
»Der er en rigtig stor diskussion og bekymring for, om muslimer vil blive lagt til had eller last. Selv efter at de muslimske organisationer har sagt, at de tager klar afstand fra angrebet og fordømmer det. Blandt befolkningen er der stadig en snak om, at det kan være med til at øge modstanden mod islam generelt,« fortæller Martin Kaae.