Fortsæt til indhold
Europa

Merkel gav opsang til de tyske bilfabrikker

Bilfabrikker gambler en stor del af deres troværdighed væk, siger forbundskansler ved start af valgslutspurt.

/ritzau/dpa

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, indledte lørdag slutspurten frem til parlamentsvalget i næste måned. Det sker med et ultimatum til den tyske bilindustri.

Se at få rettet op på jeres rygte efter dieselskandalen, lyder det.

- Store dele af bilindustrien har gamblet en utrolig stor del af deres troværdighed væk, advarer hun.

Merkel kommer med sine kommentarer i en tale for hendes partifæller hos de kristelig demokrater (CDU) i Dortmund.

Det sker, i forbindelse med at valgkampen i weekenden slippes fri inden valget 24. september.

Det er første gang, at Merkel offentligt kommenterer den serie af kriser og skandaler, der har ramt den store tyske bilindustri i de senere uger.

Ærlighed er en del af den tyske økonomi, påpeger hun.

Det er bragt i fare, efter dieselbiler er blevet hjemkaldt. Det sker samtidig med, at der er fremkommet oplysninger om, at fabrikkerne VW, Audi, Porsche, BMW og Daimler siden 1990’erne har indgået i et ulovligt kartel.