Fortsæt til indhold
Europa

Mandskab på anti-migrantskib tilbageholdes for menneskesmugling

Ni unge, højreorienterede sejlede rundt med 21 asiater.

Skibet C-Star skulle forhindre, at illegale migranter krydsede Middelhavet mod Europa fra Afrika. Nu er mandskabet imidlertid blevet tilbageholdt på Cypern mistænkt for selv at stå bag menneskesmugling, skriver The Guardian.

»Der var 21 srilankanere ombord på skibet, og nogle siger, at de havde betalt smuglere for at blive bragt til Italien,« siger en lokal aktivist, Faiki Pasa, til den britiske avis.

I alt skulle ni personer være tilbageholdt af myndighederne i havnebyen Famagusta på Cyperns nordlige, tyrkiske del. Her skulle de angiveligt været stillet for en dommer torsdag anklaget for dokumentfalsk.

Bag skibet C-Star står den indvandrerfjendske ungdomsbevægelse Generation Identitaire, som har medlemmer i flere europæiske lande. Selv hævder de, at skibet skulle overvåge ngo’ernes redningsarbejde og forhindre dem i at tage illegale immigranter med i land.

Under navnet ”Defend Europe” skriver Generation Identitaire på twitter, at srilankanerne var sømand i lære ombord. De skulle alle have rejst fra Cypern hjem til Sri Lanka, men i lufthavnen blev de af ngo’er »tilbudt« at blive i Europa. Derefter angav de skibets ejere som menneskesmuglere, lyder forklaringen.