Fortsæt til indhold
Europa

Le Pen sigtet i sag om misbrug af EU-millioner

Den franske toppolitiker har været til afhøring og er blevet sigtet for fusk med EU-midler.

Den franske politiker Marine Le Pen er fredag blevet sigtet for tillidsbrud i en sag om misbrug af millioner af euro fra Europa-Parlamentet.

Rodolphe Bosselut, som er Le Pens advokat, bekræfter, at politikeren har været til afhøring og efterfølgende er blevet sigtet.

Marine Le Pen var præsidentkandidat for Front National dette forår, og hun har ifølge anklagen aflønnet en livvagt og andre ansatte i partiet Front National, mens hun var medlem af Europa-Parlamentet.

Partilederen er en af 17 medlemmer af Front National, der undersøges i sagen, der blev åbnet i Frankrig for to år siden.

Det kom tidligere på året frem, at Marine Le Pen mellem 2012 og 2017 angiveligt har lønnet ansatte for fem millioner euro, hvilket svarer til 37 millioner danske kroner.

Beløbet, som toppolitikeren er mistænkt for at misbruge, er steget, efter at »nye oplysninger« er kommet frem. Det fortalte en kilde tæt på undersøgelsen til det franske nyhedsbureau AFP i april.