London-påkørsel efterforskes som potentielt terrorangreb: En mand er død og otte personer såret
Muslim Council of Britain mener, at hændelsen er udtryk for islamofobi.
Politiet i London siger, at en mand er blevet erklæret død på stedet, efter en varevogn kørte ind i fodgængere ved en moské.
Otte personer er såret og bliver behandlet på tre forskellige hospitaler, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Derudover blev to personer behandlet for mindre skader på stedet. Politiet oplyser, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen tegn på, at nogen skulle være såret af knivstik i forbindelse med episoden, sådan som nogle internationale medier ellers har rapporteret.
En 48-årig mand, som førte varevognen, blev holdt tilbage af civile på hændelsesstedet og blev efterfølgende anholdt. Han er blevet kørt på hospitalet, oplyser politiet.
Muslim Council of Britain, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Storbritannien, beder myndighederne om at forstærke sikkerheden omkring moskéer.
I løbet af de seneste uger og måneder har muslimerne oplevet mange tilfælde af islamofobi, og nattens angreb er det mest voldsomme til dato, lyder det fra det muslimske samfund.
»Vi opfordrer til ro, mens efterforskningen fastslår de endelige facts, og at man i disse dage - de sidste i ramadanen - beder for de berørte og for retfærdighed,« skriver Muslim Council of Britain.
Ifølge organisationen fandt påkørslen sted, mens bedende forlod moskéen efter en aftenbøn i forbindelse med ramadanen, der afholdes i denne måned.
Politiet har endnu ikke bekræftet, om der er tale om et terrorangreb. Den britiske premierminister, Theresa May, siger mandag morgen, at politiet behandler hændelsen nær Finsbury Park som »et potentielt terrorangreb«.
Hun tilføjer, at hun vil indkalde til et akut møde denne morgen.
»Alle mine tanker er med ofrene, deres familier og nødberedskabet på stedet,« siger hun ifølge The Guardian.
Der ligger to moskéer inden for få meter i nærheden af Finsbury Park. Det står endnu ikke klart, om hændelsen er sket ved The Muslim Welfare House på Seven Sisters Road eller Finsbury Park Mosque på St. Thomas's Road.
Den sidstnævnte moské er en af de mest omdiskuterede i Storbritannien, idet den tidligere har lagt rum til den kontroversielle imam Abu Hamza al-Masris prædikener. Den enøjede og enarmede præst, som er britisk statsborger, er kendt som én af de mest højrøstede i landet, og han blev - efter at have modsat sig det i otte år - udvist til USA, hvor han i 2015 blev idømt livsvarigt fængsel.
Han blev kendt skyldig i anklager om at have medvirket til bortførelser og drab på vestlige turister i Yemen og blev bl.a. beskyldt for at have været involveret i planer om at oprette en træningslejr for terrorister i den amerikanske delstat Oregon.