Fakta: Her er tidsplanen for briternes vej ud af EU
EU-traktaten giver to år til at forhandle Storbritannien og dermed verdens femtestørste økonomi ud af EU.
De formelle exit-forhandlinger mellem EU og Storbritannien starter mandag klokken 11 i Bruxelles.
Her sætter EU's chefforhandler, Michel Barnier, sig over for den britiske chefforhandler, brexitminister David Davis.
Og så går de i gang med at forhandle verdens femtestørste økonomi ud af EU.
Det sker næsten et år efter folkeafstemningen 23. juni sidste år, hvor 52 procent af briterne stemte for at forlade EU. 48 procent stemte for at blive.
Her er den tidsplan, som EU forventer, at den britiske exit-proces vil følge:
- Onsdag 29. marts: Storbritannien meddelte officielt EU, at de vil melde sig ud af samarbejdet. Det startede en nedtælling på to år til exit.
- Fredag 31. marts: EU-præsident Donald Tusk sendte et udkast til retningslinjer for exit-forhandlinger til stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU.
- Lørdag 29. april: Stats- og regeringscheferne for EU27-landene holdt ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her vedtog de EU's retningslinjer for exit-forhandlingerne.
- Mandag 22. maj: De 27 landes europaministre meldte EU klar efter vedtagelse af et detaljeret brexit-mandat til Michel Barnier.
- Torsdag 8. juni: Storbritannien havde parlamentsvalg.
- Mandag 19. juni: Michel Barnier og David Davis indleder de formelle forhandlinger om den britiske exit fra EU.
- I efteråret: EU27-landene afgør på et topmøde, om der er sket tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om exit-betingelserne. Hvis der er det, kan forhandlingerne om rammerne for fremtidens forhold gå i gang i oktober eller november.
- Oktober 2018: EU ønsker at afslutte exit-forhandlingerne med Storbritannien for at give tid til oversættelse til alle EU-sprog, nationale procedurer og vedtagelse i Europa-Parlamentet.
- Fredag 29. marts 2019 ved midnat: Storbritannien forlader EU. Overgangsordninger til fremtidens frihandelsaftale kan i givet fald træde i kraft.