Stort russisk bombefly har passeret Østersøen
Der er påfaldende, at flyvningen sker samme dag, som Folkemødet starter, lyder det fra Jyllands-Postens korrespondent.
Det russiske forsvarsministerium udsendte torsdag eftermiddag en meddelelse om, at landets strategiske bombefly har fløjet over internationalt farvand i Østersøen torsdag.
Bombeflyet skulle ifølge meddelelsen have fået følgeskab af et russisk kampfly og et recognosceringsfly.
Det store fly er af typen Tupolev Tu-160 og regnes for at være et af verdens hurtigste bombefly, som kan opnå en maksimal hastighed på 2.200 km/t.
Ifølge Jyllands-Postens korrespondent i Rusland, Poul Funder Larsen, er der med flyvningen tale om en klar magtdemonstration fra russisk side.
»Det er mig bekendt usædvanligt, at TU-160, som jeg mener, er det største strategiske bombefly, Rusland har, bliver sendt ud på denne slags flyvninger,« siger Poul Funder Hansen.
At flyvningen over Østersøen sker samme dag, som Folkemødet på Bornholm er startet, er ifølge Poul Funder Larsen med til at sende et kraftigt signal.
»Det er særdeles påfaldende og giver flashback til juni 2014, hvor der, mens der ligeledes blev afholdt Folkemøde, var tale om, at russiske fly angiveligt skulle have trænet et missilangreb i Østersøen ikke så langt fra Bornholm.«
Et F-16 fly fra Danmark, et F-18 fra Finland og flere svenske fly skulle ifølge meddelelsen fra det russiske forsvarsministerium have fulgt de russiske fly torsdag.
Det er ifølge Poul Funder Larsen ikke utænkeligt, at russerne med torsdagens flyvning ønsker at gøre opmærksom på, at Rusland og Danmark ligger tæt på hinanden.
»Den helt store russiske bekymring i forhold til Danmark er, om Danmark vil tilslutte sig det amerikanske missilforsvar, og der var den russiske ambassadør for et par år siden ude at true med, at det i værste fald kunne udløse et russisk atomangreb på danske skibe, som ville være en del af det forsvar,« siger han.
Det er endnu uvist, hvad de russiske flys præcise rute har været, og det er derfor usikkert, hvor tæt flyene har været på Bornholm.
Værnsfælles Forsvarskommando bekræfter torsdag aften, at den russiske flyvning har fundet sted, men ønsker ikke at uddybe, præcis hvor tæt på dansk luftrum det russiske bombefly var, men oplyser, at flyvningen fandt sted mellem den russiske by Kaliningrad og Bornholm.