Tidligere minister for Theresa May: Hun er »dead woman walking«
Labour-leder Jeremy Corbyn erklærer sig klar til hurtigt nyvalg.
Han er selv blevet fyret af Theresa May. Nu varsler den tidligere konservative minister George Osborne en dyster fremtid for den britiske premierminister.
Efter torsdagens valg, hvor Theresa Mays konservative parti mistede det absolutte flertal i det britiske parlament, vurderer han nemlig, at partiet snart vil tage et opgør med deres formand.
I et interview på BBC kalder han Theresa May for en »dead woman walking« med henvisning til fangerne på amerikanske dødsgange.
»Jeg tror, at vi vil kende hendes fremtid inden for ganske kort tid. Det hele kan meget vel kollapse for hende i løbet af næste uge,« siger han.
Indtil videre har udenrigsminister Boris Johnson, der bliver nævnt som en hovedkræfterne bag det mulige kup, afvist alle anklager om, at folk i partiet har planer om at vælte Theresa May.
Mail on Sunday tripe - I am backing Theresa may. Let's get on with the job
— Boris Johnson (@BorisJohnson) 10. juni 2017
George Osborne er i dag redaktør på avisen The Evening Standard og har tidligere været finansminister for det konservative parti, inden han i 2016 blev fyret af Theresa May.
Han slår dog fast, at det ikke er derfor, han kommer med den dystre udmelding.
»Jeg føler mig ude af det spil,« siger han til BBC.
Hos Theresa Mays rivaler fra Labour gør man sig også klar til, at premierministeren kan trække sig tilbage eller udskrive et nyt valg.
Det slår formand James Corbyn fast over for flere engelske medier.
»Jeg tror, at der er en god sandsynlighed for, at der kan komme et valg senere på året eller i starten af næste år. Og det kan være en god ting, for vi kan ikke tåle en periode præget af ustabilitet,« siger han ifølge BBC.
Mens både fjender og - i hvert fald tidligere - venner har travlt med at sætte spørgsmålstegn ved Mays fremtid, har premierministeren selv brugt søndagen på at sammensætte sit kommende ministerhold.
Indtil videre står Damian Green til at blive forfremmet til vicepremierminister, mens Jeremy Hunt fortsætter som sundhedsminister sammen med flere andre ministre, ifølge nyhedsbureauet AP.
En af de få ændringer ser ud til at blive, at David Lidington bliver ny justitsminister, mens blandt andre udenrigsminister Boris Johnson, indenrigsminister Amber Rudd og finansminister Philip Hammond fortsætter.
Samtidig forhandler De Konservative i øjeblikket med det nordirske parti DUP om at indgå et samarbejde, så DUP's ti mandater bringer Theresa Mays parti i overtal i det britiske parlament.
Premierministeren har meldt ud, at hun regner med at afslutte forhandlingerne med DUP i løbet af den kommende uge.