Det ved vi om det lille parti, som Theresa May nu er afhængig af

DUP fra Nordirland sidder med de afgørende mandater efter det britiske valg.

Artiklens øverste billede
Democratic Unionist Partys leder, Arlene Foster, har tidligere advaret mod et hårdt brexit, som er den udgave, May har gjort sig til talsmand for. Foto: Peter Morrison/AP

LONDON

Et lille nordirsk parti, Democratic Unionist Party, står nu med en nøglerolle i britisk politik. Og det er en ganske uvant situation for DUP, som partiet normalt kaldes.

De britiske konservative har mistet deres flertal ved valget og vil sandsynligvis få brug for DUP’s mandater for at bevare regeringsmagten. Med næsten alle valgkredse optalt har Konservative 318 mandater, mens DUP har 10. Der skal 326 mandater til for at få et flertal af de 650 pladser i Underhuset.

DUP er et borgerligt-konservativt parti. Og det er enigt med med Theresa Mays konservative parti på mange punkter, men langt fra alle, og det kan give besvær for den kommende regering, der blandt andet skal få Storbritannien igennem brexit-processen.

Der er to politiske skillelinjer i Nordirland: Højre/venstre og for/imod fortsat union med Storbritannien. DUP er, som navnet Democratic Unionist Party antyder, på unionist-fløjen. Det er den side, der også kaldes den protestantiske i den nordirske konflikt. Unionisterne står i modsætning til den katolske eller ”nationalistiske” fløj, som ønsker ét samlet, irsk land bestående af Nordirland og republikken Irland.

Konservative ønsker at bevare unionen, så her der er enighed med DUP. Og DUP støttede også brexit, som Theresa May har vist sig at være en stærk fortaler for, selvom hun oprindeligt var imod.

Men allerede her begynder problemerne, for DUP’s leder, Arlene Foster, har tidligere advaret mod et hårdt brexit, som er den udgave, May har gjort sig til talsmand for. Et hårdt brexit betyder, at Storbritannien virkelig kapper båndene til EU, herunder at landet melder sig ud af Det Indre Marked. Men det er altså ikke sikkert, at Theresa May kan få DUP med på den.

»Ingen ønsker at se et hårdt brexit,« har Foster tidligere sagt ifølge avisen Daily Telegraph.

Særligt vigtigt er det for DUP at undgå en ”hård grænse” mellem Nordirland og Republikken Irland. I dag kan man rejse frit over grænsen, hvilket er en fordel for Nordirland, hvis cirka 2 mio. indbyggere har uhindret adgang til Irland med 5 mio. indbyggere. Men med brexit bliver denne grænse også EU’s ydre grænse, og derfor er der en vis risiko for, at grænsestregen får grænsekontrol, toldkontrol med videre. Det er næsten alle i Nordirland imod, både af økonomiske og af mere følelsesmæssige eller symbolske årsager.

Derudover har DUP's Arlene Foster udtrykt en vis skepsis overfor Mays overlevelseschancer som premierminister. Foster har til BBC Radio Ulster i Nordirland sagt om Theresa May, at det politisk »kan blive svært for hende at overleve«, da hun ikke har levet op til forventningerne om et stort, konservativt flertal.

På andre politikområder er DUP blandt andet uenige med Konservative i, at der skal skæres i det tilskud, som gives til at fyre folks hjem op i vinterperioden.

DUP blev stiftet af den protestantiske pastor Ian Paisley og det protestantisk-kristne islæt holder stadig ved i partiet, som blandt andet har blokeret for, at der kunne blive indført homoægteskaber i Nordirland, ligesom det har blokeret for ændringerne af selvstyreområdets meget strenge abortlove.

I Nordirland skal selvstyreregeringen som følge af langfredagaftalen fra 1998, der sluttede årtiers blodig konflikt, bestå af det største parti fra den protestantiske/unionistiske side og fra den katolske/nationalistiske side. Det har skabt problemer, da det konservative DUP har siddet i regeringen med centrum-venstrepartiet Sinn Fein, som tidligere var tæt knyttet til den Irske Republikanske Hær, IRA.

Arlene Foster var førsteminister i Nordirland indtil januar, men da brød samarbejdet mellem DUP og Sinn Fein sammen, og et nyvalg i marts løste ikke problemerne. Dermed står Nordirland reelt uden politisk ledelse, så det er et DUP med et stort fokus på det nordirske politiske kaos, der nu spiller en nøglerolle i det britiske, politiske kaos. Det kan øge sandsynligheden for drama, ultimative krav og uventede drejninger.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.