Politiet opjusterer dødsantallet fra London-angrebet
I alt otte personer mistede livet under lørdagens angreb.
Politiet har nu officielt opjusteret dødstallet fra lørdagens angreb i London.
Indtil videre har den officielle melding været, at syv personer mistede livet, men der er nu tale om otte dødsofre, skriver Metropolitan Police.
Meddelelsen kommer, efter politiet har bjærget et lig i Themsen, London. Manden er ikke blevet formelt identificeret, men politiet har underrettet familien til den savnede franskmand Xavier Thomas, skriver BBC.
Den franske præsident, Emmanuel Macron, har ifølge The Guardian bekræftet, at tre franskmænd døde under angrebet. Han bekræftede dog ikke deres navne.
45-årige Xavier Thomas skal ifølge vidner være røget i floden under London Bridge, da tre gerningsmænd lørdag kørte ind i en menneskemængde. Efterfølgende begyndte de tre mænd at stikke tilfældige mennesker ned med knive ved det nærliggende Borough Market.
I øjeblikket behandles 29 sårede stadig på fem forskellige hospitaler i London. Heraf er 10 i kritisk tilstand.
Udenrigsministeriets Borgerservice skrev tirsdag aften, at en dansk statsborger blev såret under angrebet, men at vedkommende var i bedring og forventedes at blive udskrevet fra hospitalet tirsdag eller onsdag.
To dødsofre er indtil nu officielt blevet identificeret. Det er den canadiske Christine Achibald og den australske sygeplejerske Kirsty Boden.
Politiet mener at have identificeret gerningsmændende som Youssef Zaghba, Khuram Butt og Rachid Redouane, der alle boede i Østlondon.