JP i Frankrig: Lækkede dokumenter får næppe franskmændene til at ændre deres kryds
Franskmændene var forberedte på, at cyberkriminelle kunne finde på at deltage i præsidentvalget.
I Frankrig kommer det ikke som verdens største overraskelse, at favoritkandidaten til præsidentvalget, Emmanuel Macron, tilsyneladende har været offer for cyberkriminalitet.
Det fortæller Jyllands-Postens korrespondent i Paris, Marie Louise Albers.
»Cyberkriminalitet har været et meget stort tema i hele valgkampagnen efter det amerikanske præsidentvalg, og på den måde har man været forberedt på, at det kunne ske. Det taler ikke for, at det vil få stor betydning for valget søndag. Selvfølgelig er man chokeret over, at det sker, lige inden valgkampen slutter, men det kommer ikke som den helt store overraskelse, for man ved, at der har været et stort pres på Macron,« siger hun og tilføjer:
»Macron ligger meget foran i meningsmålingerne og er ifølge eksperterne flere millioner stemmer foran Le Pen. Stemningen hernede er lidt, at det ikke burde være noget, der ændrer ved, hvor vælgerne går ud og sætter deres kryds i morgen. Der er selvfølgelig stor usikkerhed i forbindelse med meningsmålinger, og selvom mange af eksperterne hernede siger, at Le Pen ikke kan vinde, med mindre virkelig mange franskmænd ikke dukker op for at stemme, er det klart, at det lægger en usikkerhed ned over valget.«
Fredag aften, få timer før valgkampen sluttede i Frankrig, begyndte et link til en stor samling filer - angiveligt stjålet fra En Marche-bevægelsen - at florere på de sociale medier. Ifølge en meddelelse fra Macron-lejren, som blev sendt ud natten til lørdag, er der falske dokumenter iblandt de mange lækkede interne mails, filer og billeder, men Macron har ikke mulighed for at udtale sig yderligere om lækket, før de sidste stemmesedler er krydset af.
I Frankrig må der nemlig ikke offentliggøres meningsmålinger eller føres valgkamp, der kan ændre på valgresultaterne, efter den officielle valgkamp slutter. Det sker allerede lørdag, når de oversøiske vælgere begynder at stemme.
Samtidig har valgkommissionen bedt pressen om ikke at bringe de lækkede dokumenter, da det kan være lovstridigt. Derfor er det begrænset, hvor meget En Marche-bevægelsen har haft mulighed for at forsvare sig.
»Det virker meget planlagt, at det bliver lækket på et tidspunkt, hvor ingen kan nå at kommentere på det. Det giver spekulationer og usikkerhed, men det er ikke fuldstændig uventet, at det kan ske. Det betyder nok, at der vil være massiv fokus på cyberangreb søndag, da stemmefordelingen opgøres elektronisk. Man vil nok tage sig endnu flere forholdsregler for, at der ikke bliver snydt eller ændret på valgresultatet, « siger Marie Louise Albers.
Centrumkandidaten Macron kæmper søndag mod den EU- og indvandrerkritiske Marine Le Pen om at blive Frankrigs næste præsident. Ved de seneste meningsmålinger lå Macron foran sin modstander med næsten 20 pct. af stemmerne. Selvom hackerangrebet næppe ødelægger Macrons vinderchancer, er de heller ikke til hans fordel, siger Marie Louise Albers:
»Det er ikke noget nyt, at han er i offerrollen, så jeg tror ikke, at det i sig selv vil vinde ham flere stemmer. Han har i månedsvis været ude og sige, at En Marche-bevægelsen er blevet forsøgt hacket hundredvis af gange, og ifølge en optælling fra Le Monde (en stor, fransk avis, red.) er han også den kandidat, der har været mest udsat for fake news.«