Fakta: Sådan forløber valgdagen i Frankrig
De franske vælgere skal søndag i stemmeboksen for at beslutte, hvem der skal være deres næste præsident.
Præsidentvalget i Frankrig er fordelt over to runder. Den første runde fandt sted 23. april, hvor 11 kandidater kæmpede om at gå videre.
Her blev det den uafhængige centrumkandidat Emmanuel Macron og den EU- og indvandrerkritiske Marine Le Pen, der fik flest stemmer.
De to skal dyste i anden og afgørende runde af valget, der finder sted 7. maj.
Sådan forløber dagen, hvor franskmændene vælger deres næste præsident:
- 8.00: Valgstederne åbner.
- 19.00: De første valgsteder lukker.
- 20.00: De sidste valgsteder lukker, og de første resultater kommer kort efter fra det franske indenrigsministerium.
45,7 millioner franskmænd er indskrevet til at kunne stemme ved valget.
Kilde: Det franske indenrigsministerium