Fortsæt til indhold
Europa

10 år efter hun forsvandt: Britisk politi efterforsker »betydelig teori« i Madeleine McCann-sagen

Måske den mest omtalte kriminalsag de sidste 10 år.

Sagen om Madeleine McCann - den treårige pige, der tilbage i maj 2007 forsvandt fra en ferielejlighed i det sydlige Portugal - er måske en af de mest omtalte kriminalsager de sidste 10 år.

Mens mange politifolk fra både det portugisiske og britiske politi allerede har efterforsket pigens forsvinden, så arbejder britiske politifolk stadig på sagen ud fra en »betydelig teori,« lyder det fra BBC, der har talt med Mark Rowley. Han er politikommisær hos Metropolitan Police - ofte kaldet Scotland Yard - der er politienheden i London.

»Vi har nogle væsentlige beviser, vi skal undersøge, og som muligvis kan give nogle svar,« siger Mark Rowley til BBC og tilføjer, at der ikke er noget »definitivt« bevis på, om hun er død eller i live.

Mark Rowley afviser at uddybe de forskellige teorier eller at afsløre, hvorvidt politiet i øjeblikket har en række mistænkte på radaren. Han siger dog, at politiet har en idé om, hvad de mest sandsynlige forklaringer er, ligesom at undersøgelsesholdet stadig modtager beviser og information fra offentligheden dagligt.

Sagen om Madeleine McCann har resulteret i mange konspirationsteorier, hvor en af de mest fremtrædende er, at pigens forældre orkestrerede pigens forsvinden. Det er dog en teori, som Mark Rowley afviser.

»Der er ingen som helst grund til at tro, at Madeleines forældre var involverede i hendes forsvinden,« siger han.

Hos forældrene markerer den snarlige 10-års-dag for pigens forsvinden en stor sørgmordighed. I et Facebook-opslag skriver Kate McCann, der er Madeleines mor:

»Jeg kan huske, at da Madeleine først forsvandt, kunne jeg ikke forestille mig noget i stil med år. Og nu er vi her. Madeleine, vores Madeleine, 10 år,« skriver hun blandt andet og tilføjer:

»Heldigvis er der en politiundersøgelse i gang, der forsøger at finde Madeleine og sende bortføreren i retten,« lyder det i opslaget.