Fortsæt til indhold
Europa

Afsløring: Bagmænd tjener millioner på prostitution, narko og tyveri

Rumænere har organiseret et netværk af hård kriminalitet i Bergen.

En gruppe af rumænere står bag et større netværk af organiseret kriminalitet i Bergen i det sydvestlige Norge. Bagmændene tjener flere millioner kroner på både prostitution og narko. Det skriver det norske medie NRK, som står bag afsløringen.

Mediet har overvåget det kriminelle netværk siden 2015, da det blev opmærksom på et hus, hvor der boede mistænkeligt mange mennesker.

Udenfor huset var der kvindelige tiggere og derudover så journalisterne unge mænd og kvinder klædt i dyrt tøj. Mændene kom kørende i biler til og fra huset, mens kvinderne ikke blev set så ofte. I alt boede der 25 personer i huset, selvom kun to navne var skrevet på postkassen.

Det ene navn åbnede op for flere informationer på Facebook, hvilket hjalp til at få et overblik over miljøet. Han var nemlig venner med en række personer, som boede i huset og som alle har åbne profiler.

Især tre nøglepersoner stikker ud på Facebook, og en af dem kalder sig selv for ”Kongen”. Han ligger ofte billeder op på det sociale medie af biler, ure, guld, fester, kvinder og penge samt kommentarer om, at billederne viser fortjenesten efter endt arbejde. Men personen har ikke registreret arbejde i Norge, og de to andre personer følger det samme mønster på deres facebooksider.

I eftersøgningen fandt NRK også andre huse, som havde samme beboerprofil. Efter halvandet års overvågning af personernes facebookprofiler, står mediet med 30 mandlige og fire kvindelige lederskikkelser.

Det blev hurtigt tydeligt, at det var de samme kvindelige tiggere om dagen, som prostituerede sig selv om aftenen. Og selvom de sagde, at de arbejdede selv, blev det gentagne gange observeret, at kvinderne afleverede penge til de mandlige bagmænd i huset.

»Det er vores indtryk, at ingen af de rumænske prostituerede er her uden at være styret af en alfons. Det er organiseret,« siger Gunnar Fløystad, chef for anklagemyndigheden i Hordalands politidistrikt, til NRK.

Overvågningen viste, at gadeprostitutionen blev styret igennem det kriminelle netværk, og også ”Kirkens Bymission” bekræfter kontrollen med kvinderne.

»De her piger bliver holdt isoleret, og miljøet er lukket. Vi kan ikke få kontakt til dem. Vi har indtryk af, at det er meget organiseret og kontrolleret,« siger Rikke Slatten Nordal fra Kirkens Bymission i Bergen, til NRK.

Ifølge NRK sælger bagmændende både deres kærester og søstre samtidig med, at de tydeligvis har koner og børn derhjemme. En af de prostituerede rekrutterer flere piger fra Rumænien.