Dortmund-spiller om eksplosionen: Efter eksplosionen krøb vi alle sammen i bussen
Dortmund-målmand Roman Burki fortæller, hvad der skete, og at Marc Bartra blev ramt af glasskår.
Dortmund-målmand Roman Bürki fortæller, at hans holdkammerat Marc Bartra blev ramt af flyvende glasskår, da eksplosioner rystede spillebussen og senere kostede en aflysning af holdets Champions League-kamp tirsdag aften.
Dortmund føjer på et pressemøde til, at Bartra også har brækket spolebenet i højre hånd og skal opereres.
Dortmund skulle have mødt AS Monaco, men på vej til stadion eksploderede tre sprængladninger tæt på bussen, og Bartra blev skadet i armen og siden bragt til hospitalet.
- Bussen drejede ind på hovedvejen, da der var en kæmpe larm, en stor eksplosion, siger Roman Bürki til schweiziske medier, skriver AFP.
- Efter eksplosionen krøb vi alle sammen i bussen. Alle som kunne lagde sig ned på gulvet.
- Vi vidste ikke, om der ville ske mere.
Bürki fortæller, at Bartra blev ramt af glasskår.
Dortmund siger, at spanieren har fragmenter siddende i armen.
Eksplosionerne fandt sted kort efter klokken 19 omkring 10 kilometer fra Dortmunds hjemmebane, da Dortmund-spillerne var på vej fra deres hotel til stadion.
Der blev formentlig brugt ”alvorlige sprængstoffer” oplyser politiet i en pressemeddelelse.
På et efterfølgende pressemøde fortalte politichef Gregor Lange, at motivet stadig er uklart.
- Vi ved fortsat ikke, hvad motivet har været.
- Vi forbereder os på en stor indsats i morgen (onsdag), hvor kampen skal spilles. Og vi har stort fokus på spillernes sikkerhed, siger politichefen.
Kampen blev aflyst og afvikles i stedet onsdag 12. april klokken 18.45.