Fortsæt til indhold
Europa

Exit polls: Geert Wilders snubler i stemmeboksen

Premierminister Mark Rutte står til større opbakning end ventet. Wilders står til mindre. Udfordringen bliver at danne regering.

Bruxelles

Vestlige demokratier blev banket gul og blå i 2016. Først af brexit. Dernæst af Donald Trumps sejr i USA.

Holland har længe set ud til at blive endnu en mavepumper, men ifølge exit polls ebbede kraften ud af slaget, inden det nåede stemmeboksen.

Efter at have stået til at blive det største parti i måneder ser Geert Wilders og hans anti-islamiske EU-modstander Frihedsparti, PVV, ifølge exit polls kun ud til at blive det andet største parti med 19 mandater mod 15 i 2012, og det er en placering, som Wilders må dele med to andre partier.

Det er næppe det patriotiske forår i Europa, som Wilders havde håbet, ville begynde i Holland og fortsætte i Frankrig og Tyskland, hvor der er valg senere på året.

Hollands premierminister Mark Ruttes liberale centrumhøjreparti VVD er den store sejrherre.

VVD ser ud til at få 31 mandater, hvilket er et bedre resultat end målingerne spåede og kan være en effekt af Hollands diplomatiske krise med Tyrkiet de seneste dage, som har givet Rutte lejlighed til at fremstå som en statsmand.

Godt nok vil der stadig være tale om tilbagegang i forhold til valget i 2012, men VVD er ikke desto mindre det parti, som ser ud til at have klaret sig bedst, og det giver Rutte en god chance for at kunne fortsætte som premierminister.

Andre vindere ser ud til at blive De Grønne, som står til en firefordobling af mandater til 16, samt Kristendemokraterne, CDA, og de sociale liberale, D66 (Hollands Radikale Venstre), som begge står til 19 mandater ligesom Wilders.

Den helt store taber ser ud til at blive Socialdemokratiet, PvdA, som ser sin vælgeropbakning kollapse og står til at gå tilbage fra 38 mandater til blot 9. Tilsyneladende en straf for at sidde med i en koalitionsregering i en krisetid, hvor der skulle gennemføres hårde nedskæringer.

Dramaet er dog ikke færdigt endnu. De endelige resultater ventes først at stå klart engang efter midnat, og derefter skal Rutte forsøge at forme en regering, hvilket bliver en større udfordring end nogensinde og kan tage måneder.

For at danne et flertal i det 150 store Tweede Kamer kan Rutte nemlig blive nødt til at samle tre, fire eller fem partier.

Rutte har dog sagt på forhånd, at han ikke vil samarbejde med Wilders, hvilket kan sætte den kontroversielle politiker uden for indflydelse.

Måske havde Wilders forudset dette. Da den blonde leder afgav sin stemme tidligere på dagen sagde han, at ånden er ude af flasken.

»Og uanset udfaldet af valget i dag, så vil denne patriotiske revolution finde sted – om det så bliver i dag eller i morgen.«