Fortsæt til indhold
Europa

»Vi overlevende fra Bowling Green-massakren er solidariske med ofrene for den svenske hændelse«

Trumps ord om en ikke-eksisterende hændelse i Sverige har vakt stor moro på de sociale medier.

Det er den amerikanske præsident Donald Trumps foretrukne medie, når han vil have hurtige budskaber ud til befolkningen. Men Twitter bliver nu også brugt til at gøre tykt grin med præsidenten, som lørdag henviste til begivenheder i Sverige, som aldrig har fundet sted.

»Hvad skete der fredag aften i Sverige? Fangede de gerningsmændene bag Bowling Green-massakren,« skriver Bill og Hillary Clintons datter, Chelsea Clinton, på Twitter med henvisning til den ikke-eksisterende massakre, som Trumps rådgiver, Kellyanne Conway, omtalte tidligere på måneden.

Conway har siden indrømmet sin fejl.

Andre Twitter-brugere har ligeledes valgte at tage udgangspunkt i den fiktive massakre.

»Vi overlevende fra Bowling Green-massakren står i solidaritet med de tragiske ofre for den svenske hændelse. Åh rædslen. Rædslen,« lyder det fra en.

Ved et arrangement lørdag nævnte Trump Sverige i forbindelse med en opremsning af terrorramte byer som Berlin, Bruxelles, Nice og Paris.

»Se, hvad der skete i går aftes i Sverige,« lød det.

»Hvem ville have troet det? Sverige. De tog et stort antal ind. De har problemer, som de aldrig havde troet mulige.«

Men ingen kunne forstå, hvilke hændelser han henviste til, og præsidenten måtte søndag aften dansk tid præcisere på Twitter, at han havde talt om et indslag på Fox News fredag aften. Et indslag, som handlede om immigrationen i Sverige.

Her blev filminstruktøren Ami Horowitz interviewet om en dokumentar, han har lavet, hvor han hævder, at Sverige skjuler de problemer, der er opstået på grund af indvandring.

Den svenske ambassade i Washington har svaret igen på Trumps korrigering på Twitter samme sted, hvor man skriver:

»Vi ser frem til at informere USA’s administration om svensk indvandring og integrationspolitikken.«

Og ifølge Aftonbladets oplysninger overvejer udenrigsministeriet at tage yderligere skridt for at imødegå de fejl, som indslaget indeholder. Bl.a. omtaler Horowitz de såkaldte no go-zoner, som ifølge det svenske politi ikke eksisterer, samt et stigende antal voldtægter, efter at landet åbnede grænserne. Men tallene viser ifølge Aftonbladet, at antallet af voldtægter faldt med 12 pct. fra 2014 til 2015.

Regeringspartiet Miljøpartiet mener, at Trumps udtalelser er bekymrende.

»Det er en farlig retorik, som Trump benytter sig af for at piske en stemning op og derigennem søge støtte til sin indvandringsfjendtlige politik,« siger partiets udenrigspolitiske ordfører Pernilla Stålhammar til Aftonbladet.

Og på Twitter har det humoristiske hashtag #lastnightinsweden bredt sig. Her beskriver folk nogle af de episoder, som udspillede sig »i går aftes« i Sverige.

Eksempelvis nævner flere, at den svenske kok fra Muppet Show stod bag den hændelse, som skete i Sverige, mens andre indrømmer, at de begik massakre mod nogle kødboller i går aftes.