Svensk politimand antænder indvandrerdebatten
Politimand udfordrer den politiske korrekthed i Sverige omkring indvandrere. Han bliver både hyldet og er politianmeldt for racisme.
Sveriges politiske korrekthed er blevet sat på prøve, efter at den svenske politimand Peter Springare satte fut i debatten om indvandrere med et opsigtsvækkende facebookopslag.
Budskabet var, at indvandrere fylder politimandens arbejdsdag med få undtagelser.
»Jeg er så skide træt. Det, jeg vil skrive herunder, er ikke politisk korrekt. Men det skider jeg på.«
Sådan indledte han fredag aften det opslag, som han nu er blevet politianmeldt for. Et opslag som har fået mange til at reagere. Reaktionerne har affødt en debat, hvor mange hylder politimandens ærlighed.
Springare har 47 års erfaring ved politiet og arbejder som efterforskningsleder ved afdelingen for grov kriminalitet ved Örebro Politi, og i indlægget offentliggør han de sager, som har ligget på skrivebordet i ugens løb. Der var både oplysninger om de kriminelle handlinger og fornavn og nationalitet på de mistænkte gerningsmænd, som alle med undtagelse af én var udenlandske.
Hvad virkningen vil være i meningsmålingerne, kan selv en baby finde ud af
Han opremser en række grove forbrydelser som voldtægt, røveri, mordforsøg og afpresning. Dernæst lister han navne som Mohammed, Ali og Mahmood for at gøre opmærksom på, at alle de formodede gerningsmænd er indvandrere, med en enkelt undtagelse.
Han pointerer også, at mange områder i det svenske system ikke fungerer optimalt, og at alle ved hvorfor, men ingen tør sige sandheden.
»... på grund af det faktum, at Sverige altid har beroet på myten om et snerpet, ultimativt samfund, som har usynlige ressourcer til altid at være på forkant, når det kommer til at være den eneste politisk korrekte mulighed i en dysfunktionel verden,« skriver han.
En storm af kommentarer har siden indlægget indtaget de sociale medier i Sverige, hvor mange roser Springare for at stå frem, mens andre kalder ham racistisk.
Den svenske, politiske kommentator Marcus Oscarsson mener, at det kan få statsministeren Stefan Löfven til at tabe næste valg i 2018. Det skriver han i en analyse på Facebook.
»Uanset hvordan statistikkerne ser ud, og fuldstændig ligegyldigt hvad medierne skriver, så mener mange vælgere, at der er hold i det, han siger. Hvad virkningen vil være i meningsmålingerne, kan selv en baby finde ud af,« skriver han.
Og Springare har ikke tænkt sig at stoppe. Han afslutter opslaget med et løfte om at fortsætte ugen efter.
Politimesteren i Örebro, Bo Andersson, oplyser til P4 Örebro, at sagen er overladt til anklageren, som skal undersøge, om han har foretaget noget kriminelt.
»Man kan sige ganske meget, men man kan ikke sige alt,« siger han.
Men det kan ikke stoppe den støtte, som Springare har fået fra mange svenskere. En facebookgruppe er blevet oprettet under navnet ”Stå Upp För Peter Springare”, hvor folk debatterer emnet. Den har rundet flere end 100.000 medlemmer, siden opslaget startede debatten fredag aften.
»Lad os smøge ærmerne op, begynde at stille krav og gøre Sverige godt igen!« lyder afslutningen på en længere kommentar i gruppen.
Stor opbakning uden for Facebook
Dagen efter sit første opslag skrev Peter Springare et nyt. Denne gang var det en opsang til dem, som kalder ham racist.
»Hvis vi ikke kan diskutere problemet med kriminalitet blandt indvandrere uden at kalde det racistisk propaganda, så er vi meget skidt stillet,« skrev han som indledning.
Opslagene får stadig respons fra svenskere, og få udlændinge bakker også op om sagen.
»Endelig, en med erfaring i den virkelige verden, der vover at stikke hovedet ud,« skriver en.
Tirsdag lavede Springare et opslag, som viste alle de blomster, han havde modtaget fra læsere.
»De reaktioner og sympatitilkendegivelser, som jeg modtog i ufattelige mængder, har gjort mig både glad, styrket og meget rørt på samme tid.«