Fortsæt til indhold
Europa
Artiklen opdateres

Otte personer er fundet i live efter lavine

Et redningshold har kontakt med seks personer, som er i live på lavineramt hotel. To levende er fløjet væk.

/ritzau/

To dage efter, at et italiensk hotel blev begravet under et sneskred, har man lokaliseret otte personer i live - to af dem er allerede bjærget.

- Fundet af disse mennesker giver os håb om at finde flere i live, siger Titti Postiglione fra civilforsvaret.

Blandt de otte er to børn. En pige og hendes mor er allerede fragtet med helikopter til et hospital.

Redningsfolk arbejder i øjeblikket på at få de seks andre ud. Helikoptere med særligt udstyr og læger er fløjet til hotellet i forbindelse med evakueringen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Man fik kontakt med de overlevende omkring klokken 11 fredag, rapporterer tv-kanalen RAI. Der er lidt forskellige meldinger om, hvor på hotellet de er fundet.

Nogle medier skriver, at de er på et loftsrum, mens Reuters rapporterer, at de befinder sig i hotellets køkken.

Redningshold har arbejdet under meget vanskelige forhold med massive mængder sne og frysende kulde.

De første redningsarbejdere blev fløjet til stedet i helikoptere og firet ned, da vejene var blokeret af sne. Der lå fem meter sne i området, og ambulancer kunne ikke nå frem.

Det firestjernede hotel Rigopiano blev begravet i sne, da en stor lavine efter flere kraftige jordskælv i området blev udløst.

Der var omkring 30 personer på hotellet, da det blev begravet og flyttet 10 meter af sneskreddet i Abruzzo i det centrale Italien.

Italienske redningsarbejdere arbejder med at komme ind til de overlevende. Foto: AP

En italiensk ekspert siger fredag til nyhedsbureauet Ansa, at et jordskælv næppe har udløst lavinen.

Mange rum i hotellet er fyldt med is, sne, murbrokker og inventar fra gulv til loft.

To personer, som var gået uden for hotellet før lavinen, er hidtil de eneste, som er bragt i sikkerhed.

Fredag formiddag lyder det, at antallet af savnede kan være så højt som 34 med 20 eller 22 indlogerede gæster. Det skønnes, at 7-8 ansatte var på hotellet. Desuden var der andre gæster.

De fleste af gæsterne stod nær hotellets indgang, da lavinen ramte. De ventede på transport væk fra stedet efter de kraftige jordskælv i regionen.

Mindst to lig skal være bjærget fra hotellet.

Artiklens emner
Lavine