Sverigedemokraterne om meteorologisk institut: »tendentiøs meningsdannelse«
Den svenske, statslige vejrtjeneste er ikke saglig, når den informerer om klimaet, lyder det.
»Eftersom SMHI anbefaler, at man efterlader bilen hjemme i dag, vil vejene være fulde af sverigedemokrater.«
Sådan skriver en bruger ironisk på Twitter, efter at Sverigedemokraterne har meldt ud, at man ønsker at beskære budgettet for Sveriges meteorologiske og hydrologiske institut (SMHI) med 11 mio. svenske kroner. Det sker samme dag, som SMHI har varslet snekaos over Sverige.
Eftersom SMHI rekommenderar att man lämnar bilen hemma idag så kommer vägarna att vara fulla av sverigedemokrater.
— Daniel Ekman (@dekman) 11. januar 2017
Ifølge Altinget.se lyder det i partiets finanslovsforslag, at SMHI er en vigtig institution, men at den ikke bør bedrive »tendentiøs meningsdannelse.«
Partiets miljøpolitiske ordfører Martin Kinnunen peger på de regionale fremtidsanalyser af klimaforandringerne, som SMHI har foretaget.
»Man kan diskutere, om det er hensigtsmæssigt. Man viser modellerne i medierne, men taler ikke om den enorme usikkerhed,« siger han til Altinget.se.
I december brokkede den sverigedemokratiske kommunalpolitiker Thoralf Alfsson sig i et blogindlæg over, at »klimaalarmisterne« i Kalmars länsstyrelse havde lyttet til »propagandaen« fra SMHI angående klimaforandringerne. Derfor krævede man angiveligt, at lokalplanen for et byggeri på Øland blev lavet om, så det bliver placeret længere fra havets overflade.
»Forskningen benyttes til meningsdannede virksomhed. Man har et formål, ikke at fremlægge viden, men at skabe den offentlige mening,« mener Martin Kinnunen.
Han fortsætter:
»Man bliver nødt til at tale om, at der er ekstremt store usikkerheder i prognoserne. Vi ved, at drivhuseffekten findes, men der er meget andet, som også påvirker den.«
Hos SMHI stiller man sig uforstående over for kritikken. Generaldirektør Rolf Brennerfelt siger til Altinget.se, at instituttet først og fremmest peger på en udvikling og ikke taler om konkrete temperaturændringer.
»Vi har fået til opgave af regeringen at informere om klimaforandringer. Det eneste, som vi går ud med, er baseret på vores videnskabelige beregninger.«
Den svenske miljøminister, Karolina Skog fra Miljøpartiet, ser udmeldingen som udtryk for en generel og foruroligende tendens.
»Dette er endnu et eksempel på budbringere af faktaresistensen. Det er direkte farligt, at de insinuerer, at SMHI beskæftiger sig med spekulationer og propaganda,« siger hun til Svenska Dagbladet.