Fortsæt til indhold
Europa

Debattør efter svensk forfatters tv-optræden: »Fy for fanden«

Den svenske forfatter Katerina Janouch har malet et uskønt billede af masseindvandringen til Sverige på tjekkisk tv.

»Som om den tjekkiske fremmedfjendtlighed ikke var slem nok - dette er modbydeligt. Fy for fanden Janouch.«

Sådan lød den første reaktion på Twitter fra den svenske, debattør, filmkritiker og journalist Hynek Pallas, som er født i Tjekkiet.

Han reagerede på den ligeledes tjekkisk fødte, svenske forfatter Katerina Janouch, som talte om »masseindvandringen« i Sverige på den digitale, tjekkiske tv-kanal DVTV.

Nogle timer senere var harmen blevet til en klumme i Dagens Nyheter, hvor Pallas er fast skribent. Under overskriften »Tv-interviewet med Katerina Janouch spreder rygter og fordomme« gik han i rette med forfatteren, journalisten og seksualrådgiverens optræden.

Ifølge Pallas var hun blevet spurgt, hvorfor hun havde valgt at gå til skydetræning. Svaret var, at hun følte sig utryg, og hun tilføjede: »Flere og flere svenskere lærer sig selv at skyde.«

Pallas mener, at den underliggende præmis er, at Sverige er blevet et usikkert og falleret land pga. indvandringen, et land, hvor pensionisterne går sultne i seng.

»Unge får ikke et sted at bo, og kræftsyge dør på lange ventelister pga. flygtninge. Kvinder bliver voldtaget. Folk tør ikke at gå ud,« lyder ifølge Pallas Janouch' argumentation.

I programmet skal hun derudover henvise til kilder i politistyrken, som fortæller hende, at mange betjente stopper, fordi de føler sig truet, og påstanden er desuden, at stadigt flere svenskere emigrerer til USA og Storbritannien.

Om multikulturalismen siger hun angiveligt, at en smule er godt, »men for meget ... Det er, som når man oversalter maden. Det bliver ikke godt.«

Hynke Pallas mener, at tv-interviewet er langt værre end de falske nyheder om Sverige, som har spredt sig - ofte med anonyme kilder. For Janouch er anerkendt i Tjekkiet, og hun udtaler sig ifølge Pallas, som om hun tager afsæt i fakta og ikke personlige holdninger.

»For tjekker er det svært at kontrollere påstanden om, at systemet udnyttes af masseindvandringen, at 75 pct. af alle dem, som kommer hertil, er mænd, som lyver om, at de er børn. De har overhovedet ikke styr på Sverige, kun kendskab til det fra nyhedsdækningen om jihadreder og no go-zoner,« lyder kritikken.

Adspurgt hvorvidt hun mener, at der er behov for en stærk hånd i Sverige, svarer Janouch angiveligt:

»En meget stærk hånd.«

Det svenske udenrigsministerium har igennem nogen tid været opmærksom på desinformation eller fokus på negative nyheder om Sverige i en lang række lande. Og Dagens Nyheter kunne i oktober komme med flere eksempler på dette bl.a. fra Tjekkiet, hvor et alternativt nyhedsite berettede om, at svenske skoler underviste piger i, hvordan de havde sex med flygtninge.

Katerina Janouch er foruden sit virke som forfatter af både børne- og voksenbøger også kendt som en aktiv debattør. Hun kritiserede bl.a. varehuset Åhléns for at bruge en mørkhudet dreng som luciabrud i en annonce, fordi hun mente, at barnet blev udnyttet.

I et indlæg på Facebook svarer hun ifølge Expressen igen på Pallas' kritik.

»Fornægt I bare Sveriges problemer. Måske lever I i jeres egen boble. Jeg står ved mine ord og er bekymret for Sverige.«