Fortsæt til indhold
Europa

Svensk politiker fyret efter svada mod minister: »Gå ad helvede til, din luder«

»Det er ikke vores kultur,« siger Moderaternes leder. Men det er lige, hvad det er, siger andre.

Ordene faldt torsdag i en direkte sending på Moderaternes Youtube-kanal. En sending, som blot var en test, og som aldrig skulle have været tilgængelig for offentligheden.

Foran kameraet var Moderaternes såkaldte digitale kommunikatør og ordfører for partiet i byrådet i Salem, Delmon Haffo. Han befandt sig tydeligvis i et kontormiljø, da han henvendt til den svenske socialminister, Annika Strandhäll, sagde:

»Det var ikke ok at lave sjov med mænds stemmeret. Gå ad helvede til, din luder.«

Han henviste dermed til en debat på Facebook, hvor Annika Strandhäll havde kommenteret et indlæg, der satte spørgsmålstegn ved mænds stemmeret efter valget af Donald Trump som præsident.

»Har også tænkt, at man bør anerkende den tanke,« skrev ministeren.

Delmon Haffos ord i videoen blev mødt af latter fra de omkringværende, som dog ikke kunne ses på skærmen, og kun én time efter at Dagens Nyheter havde skrevet om videoen, var Haffo uden job og måtte trække sig fra alle sine politiske hverv.

Og også de, der grinede med, kan regne med at få en skideballe har både Moderaternes partisekretær Tomas Tobé og partileder Anna Kinberg Batra understreget - de slipper dog for en fyreseddel.

»Det er ikke vores kultur,« siger Anna Kinberg Batra til nyhedsbureauet TT, men flere vurderer, at det netop er blevet en del af Moderaternes kultur.

For det første var det netop Haffos opgave at oplære moderater rundt omkring i landet i, hvordan de skal bruge de sociale medier, og derudover var han ifølge bl.a. en af dem, som bidrog til den hårde tone på netop disse medier.

Dertil kommer, at Haffos chef, partiets kommunikationschef Per Nilsson, forleden skrev på Facebook:

»666 dage til valget. Giv aldrig op, og lad ikke venstrefløjen diktere vilkårene for debatten. Nu går vi på weekend, og mandag kører vi endnu hårdere på!«

Og hen over et selvportræt af Nilsson lød det på engelsk: »When they go low, we kick them in the balls,« med henvisning til Michelle Obamas ord under valgkampen om »when they go low, we go high.«

Den svenske statsminister Stefna Löfven siger til TT, at episoden tyder på, at det er en del af en etableret kultur i partiet.

»Det er frygtelig alvorligt, og det virker som om, at der er en kultur i partiet, som partilederne må tage hånd om.«

Politisk kommentator for Dagens Nyheter Ewa Steenberg hæfter sig ved, at der fortsat er ubesvarede spørgsmål trods fyringen af Haffo.

»Hvem var det egentlig som grinede. Hvorfor sagde ingen fra? Hvordan taler de egentlig i Moderaternes kommunikationsafdeling? Hvad kalder de deres politiske modstandere i lukkede rum?«

Også den ene af hovedpersonerne, Annika Strandhäll, langer ud efter tonen.

»Vi bliver nødt til at have en god tone på de sociale medier. Vi har alle et ansvar for, hvilket niveau samtalen har. Det her er et sprog, som vi ikke accepterer i et klasseværelse, så kan vi heller ikke acceptere det i politikken,« skriver hun i en sms till Expressen.