Paris-terrorists advokater giver op: »Det er umuligt at forsvare én, som ikke vil forsvare sig selv«
Salah Abdeslam nægter at tale. Advokaterne mener, at isolation og overvågning har skadet ham.
Verden skal formentlig ikke regne med at blive meget klogere på, hvilken rolle Salah Abdeslam under terrorangrebene i Paris den 13. november sidste år.
Ej heller skal man forvente at få udpeget øvrige personer, som har forbindelse til angrebene, der kostede 130 mennesker livet. Den 27-årige har nemlig holdt munden så effektivt lukket, at hans advokater, Frank Berton og Sven Mary, onsdag annoncerede, at de ikke længere kan forsvare ham.
Det skriver AP.
»Det er umuligt at forsøge at forsvare én, som nægter at forsvare sig selv. Han har besluttet ikke at forsvare sig selv,« sagde Frank Berton på et pressemøde.
»Der vil være en retssag, men hvorfor? Der er aldrig kommet nogen sandhed ud af tavshed.«
Ifølge advokaten var Abdeslam indledningsvis villig til at tale, men Berton mener, at det er den langvarige isolation samt videoovervågningen af Abdeslams celle, som har påvirket ham.
»Han bliver dæmoniseret, fordi han er den eneste overlevende mistænkte. Der er ingen anden indsat i Frankrig, som bliver tilbageholdt under sådanne forhold,« siger Frank Berton ifølge AP.
Advokaten har ved flere lejligheder forsøgt at overtale myndigheder til at stoppe videoovervågningen af Abdeslam, men kravet er blevet afvist med henvisning til, at man vil sikre sig, at han ikke begår selvmord.
Abdeslam transporterede de tre selvmordsbombere, som sprængte sig selv i luften uden for Stade de France den 13. november. Det menes, at han også selv skulle have udløst en selvmordsbombe, men fik kolde fødder.
Salah Abdeslam flygtede til Bruxelles efter angrebene og blev først arresteret den 18. marts. Siden blev han overført et fængsel i Paris.