Togtur gjorde først Labour-leder til »en mand af folket« - nu kaldes han en hyklerisk »charlatan«
Jeremy Corbyn bliver beskyldt for at lyve i en video, hvor han vil vise, at britiske tog er overfyldte.
Den omstridte Labour-leder Jeremy Corbyn er på kort tid gået fra helt til skurk i en sag, der er spækket med dramatiske virkemidler - grynede, afslørende overvågningsbilleder, påstande om en hyklerisk, løgnagtig politiker og en afgørende indblanding fra en verdenskendt milliardær.
Det hele startede torsdag den 11. august, da partilederen steg på toget fra London til Newcastle - en tur på omkring tre timer - for at debattere med partifællen Owen Smith, der har udfordret Corbyn som leder af Labour.
I toget placerede Jeremy Corbyn sig på en måde, som mange togpassagerer formentlig kan genkende - på gulvet i midtergangen efter, tilsyneladende, forgæves at have jagtet et ledigt sæde.
Det hele blev filmet af Yannis Mendez, en freelancefotograf, der har fulgt Corbyn under dennes valgkampagne, og senere offentliggjort af The Guardian.
»I dag er toget fuldstændig propfyldt. Medarbejderne på toget er fantastiske og arbejder hårdt for at hjælpe alle. Men sandheden er, at der ikke er nok tog, vi har brug for flere af dem, og de er utroligt dyre. Er det ikke et godt argument for offentligt ejerskab?,« siger partilederen i videoen.
Netop en nationalisering af tognettet er én af Jeremy Corbyns mærkesager.
Billederne af politikeren siddende på gulvet fik hurtigt flere Twitter-brugere til at hylde ham og blandt andet kalde ham »en mand af folket«.
Nu - næsten to uger senere - kan et andet tweet dog på afgørende vis være med til at vende den gode stemning.
Togselskabet Virgin Trains, der står for driften på den omtalte toglinje, har nemlig offentliggjort en række billeder fra et overvågningskamera, der viser en noget andet virkelighed i det omtalte tog.
Ifølge billederne og togselskabet gik Labour-lederen nemlig forbi flere ledige sæder, før han begyndte at filme videoen, hvori han kalder toget »propfyldt«.
Overvågningsbillederne har spredt sig, efter at Virgin-ejer og milliardær Sir Richard Branson lagde et af dem ud på sin Twitter-profil.
Togselskabet fortæller, at Jeremy Corbyn og hans hold skød videoen efter en halv times kørsel, hvorefter han blev hjulpet hen til et ledigt sæde af togpersonalet.
»Billederne viser Mr. Corbyn vende tilbage til kupé H, hvor han får et sæde med hjælp fra togpersonalet efter 45 minutters kørsel og med over to timers kørsel til Newcastle,« skriver Virgin Trains i en meddelelse.
Det har affødt kritik af Jeremy Corbyn fra flere Twitter-brugere, der blandt andet sammenligner politikeren med den amerikanske svømmer Ryan Lochte, der blev fanget i en løgn om at være blevet truet med en pistol under det netop overståede OL i Rio de Janeiro.
Jeremy Corbyn is the Ryan Lochte of public transport.
— Jo Green (@JolyonGreen) 23. august 2016
Også enkelte af Corbyns partifæller har kritiseret deres leder for håndteringen af sagen, heriblandt parlamentsmedlem Chris Bryant.
»Den største synd i politik er hykleri,« siger han og fortsætter.
»Det her får Corbyn til at fremstå som en charlatan, der prøver at fremstå på én måde, selv om virkeligheden er en noget andet. Jeg tror, at mange af vælgerne er trætte af det. Og derudover vil alle de mennesker, der i virkeligheden ofte bliver nødt til at sidde på gulvet, blive rasende på ham,« siger Chris Bryant ifølge The Telegraph.
Hovedpersonen selv har endnu ikke udtalt sig om det nye twist i sagen, men gennem en talsmand afviser han at have løjet.
»Da Jeremy steg om bord på toget, var han ikke i stand til at finde et ledigt sæde, så han satte sig ned i midtergangen sammen med andre passagerer, der heller ikke kunne finde et sæde. Senere på turen blev nogle sæder ledige, da en familie blev opgraderet til første klasse, og Jeremy og hans hold blev tilbudt sæderne af en meget hjælpsom medarbejder,« lyder det i meddelelsen.
Samtidig får han opbakning fra flere sider, heriblandt fra en en anonym togpassager, der ifølge The Guardian sad sammen med Jeremy Corbyn på gulvet og heller ikke kunne finde et ledigt sæde, samt bagmanden på den oprindelige video, Yannis Mendez.
»Der var mange andre mennesker, der sad på gulvet under den tur. Efter vi skød videoen, lykkedes det os at få et sæde, fordi Virgin-medarbejderne flyttede rundt på folk i toget, men andre folk var stadig ikke i stand til at få et sæde,« siger han ifølge The Guardian.
Sagen kommer, mens Jeremy Corbyn bliver presset som Labour-formand i et verserende formandsvalg.
Kampen om formandsposten blev igangsat, da briterne i juni stemte sig ud af Den Europæiske Union, hvilket de mange EU-pro Labour-medlemmer blandt andet har klandret den traditionelt EU-skeptiske Jeremy Corbyn for.
Resultatet af formandsvalget bliver offentliggjort på en partikongres 24. september.