Bilerne brænder i Sverige igen og igen: »En terrorhandling mod det civile samfund«
Ni dage i træk har bilerne brændt i Malmø. Men også andre svenske byer er blevet ramt.
Tallene taler deres tydelige sprog.
Siden den 1. juni har der ifølge SVT's optælling været 134 bilbrande i Stockholm, 43 i Göteborg og 108 i Malmø.
De seneste ni nætter har politi og brandvæsen måttet rykke ud til brændende biler i den sydsvenske by, og selv om det desværre ikke er første gang, at sommeren har været "varm" i Malmø, er noget alligevel anderledes denne gang.
For tidligere er bilbrandene brudt ud i forbindelse med uro i Malmøs udsatte områder, fortæller Erik Jansåker, chef for lokalpolitiet i Malmøs Söder til Sydsvenskan.
»Vi ser, at det derudover har været en meget rolig sommer med et lavt antal anmeldelser,« siger han og tilføjer, at det er teorien, at gerningsmændene er få personer, som har specialiseret sig i bilbrande.
Ikke desto mindre erkender han, at brandene formentlig har inspireret andre, og bydele, som normalt ikke bliver ramt, har også oplevet ilden.
»Jeg tror, at vi ser en vis copycat-effekt,« lyder det.
Natten til onsdag blev biler sat i brand i både Malmø, Lund, Linköping og Norrköping og tirsdag måtte syv biler i Stockholm-forstaden Jordbro også lade livet.
I Malmø er politiet i forhøjet alarmberedskab og har taget en helikopter i brug for at kunne jagte eventuelle gerningsmænd. Hidtil uden held.
En enkelt person er blevet anholdt, men generelt står politiet rundt om i Sverige uden mistænkte.
Expressens debatskribent Lotta Gröning er ikke i tvivl om, hvordan brandene skal rubriceres:
»Det er alvorlige forbrydelser, vi taler om, jeg ser det som en terrorhandling mod det civile samfund,« skriver hun og tilføjer, at brandene efter hendes mening skyldes en forfejlet politik, både når det gælder politiets ressourcer og Sveriges udsatte boligområder.
»At politikken er mislykket, vil ansvarlige politikere ikke gerne tale om. Derfor er vi tolerante og holder kæft. Vi tror ikke, at medborgerne kan skelne mellem kriminelle og indvandrere. Flertallet af mennesker, som lever i udsatte områder får ingen støtte (...) Ingen politiker værner om deres tryghed, fordi det ville kunne mistolkes af "racister".«
Også i foråret var der en række bilbrande rundt om i Sverige, og ifølge Eva Andersson fra Stockholms Universitet, som har forsket i forbindelsen mellem uroligheder og segregation, er det ikke usædvanligt, at sådanne begivenheder blusser op med mellemrum.
Til SVT siger hun, at man skal arbejde med ghettodannelsen i byområderne, da der her ofte ligger en række problemer og ulmer.
»I mange tilfælde er det, som udløser disse situationer, at man oplever, at samfundet ikke fungerer for én.«
Hvad der konkret har udløst de seneste brande, er der dog ikke umiddelbart nogen, som kan pege på.