Fortsæt til indhold
Europa

UKIP-kandidat vil forbyde muslimskoler

Bejler til formandsposten i UKIP vil stoppe den tidlige »indoktrinering« af muslimske børn ved at lukke alle muslimske skoler i England.

Kampen om at afløse Nigel Farage som formand for det EU-skeptiske UK Indenpendence Party, UKIP, spidser til.

En af de seks tilbageværende kandidater til den ledige formandspost er byrådsmedlem i Cambridgeshire Lisa Duffy, der tidligere har siddet i UKIPs direktion. I et interview med the Daily Express forklarer hun, at hun agter at lukke alle muslimske skoler i England.

»Jeg vil kræve, at regeringen lukker alle islam skoler. Det er ikke for at være hård ved engelske muslimer, men vores sikkerhedstjenester holder øje med 2.000 personer, som har gået i disse religiøse skoler. Og hvem ved, hvornår indoktrineringen starter?« siger Lisa Duffy til the Dailly Express.

»Hvis de samme mennesker kom fra kristne eller jødiske skoler, så ville vores tilgang være den samme. Men vi må forstå, at radikalisering kommer et sted fra,« siger hun.

Lisa Duffy forklarede også til Daily Express, at hun er bekymret over måden, som muslimske kvinder bliver behandlet på.

»Jeg har arbejdet med mange kvindelige muslimer, der er vokset op i den vestlige verden. De har ikke haft de samme rettigheder, som en britisk kvinde burde have. Det handler ikke om at angribe en religion, det handler om lighed for unge kvinder,« siger Lisa Duffy.

Valget af ny formand i Storbritanniens tredje største parti finder sted den 15. september.