Fortsæt til indhold
Europa

Erdogan ser kobling mellem Gulen-bevægelsen og nedskydning af russisk kampfly

I et interview med Aljazeera kommer Erdogan med nye beskyldninger mod Gülen-bevægelsen og siger, at kupforsøget måske ikke er ovre endnu.

»Der kunne godt være et link mellem piloterne, der skød det russiske jagerfly ned og Gülen-bevægelsen.«

Sådan lød det fra Tyrkiets præsident Erdogan her til aften i et interview på AlJazeera, med henvisning til en sag fra november i fjor hvor Tyrkiske kampfly nedskød et russisk kampfly med stor diplomatisk uro til følge.

For bare få dage siden var Tyrkiets præsident Erdogan, ifølge de tyrkiske myndigheder selv, tæt på at blive væltet under et militærkup.

Kuppet endte dog med at blive forhindret, og siden har Erdogan sat gang i omfattende udrensninger i det tyrkiske samfund for at komme formodede modstandere til livs. Han har således suspenderet flere tusinde lærere, soldater og akademikere fra deres stillinger, og sidder omverdenens protester overhørig.

Især folk, der ifølge ham kan forbindes hans tidligere mentor, Fetullah Gülen, som i dag sidder i eksil i USA, er kommet under hårdt pres. Erdogan er nemlig tilsyneladende af den holdning, at det er 75-årige Gülen, som i høj grad har orkestreret kuppet.

Og nu får Gülen-bevægelsen altså skyld for at have stået bag mere end bare kuppet.

Erdogan mindede i interviewet også endnu en gang om, at han kun ser en løsning på problemet med Gülen, der stadig sidder i eksil i USA.

»Det vil være en stor fejltagelse, hvis USA ikke udleverer Gülen,« siger han således. Han understregede samtidig, at han håber, at de amerikanske myndigheder vil behandle sagen hurtigt.

Under interviewet lod Erdogan samtidig forstå, at han endnu ikke føler sig sikker på at alt ånder fred og ro omkring ham endnu.

»Dette er ikke nødvendigvis afslutningen på kup-forsøget, der kan være flere planer,« siger Erdogan, som også mistænker andre nationer for at være involveret i kupforsøget.

Erdogan understregede dog, at Tyrkiet vil holde sig indenfor sine love, i sin jagt på folk, der kan forbindes med kuppet.

Love kan der dog laves om på. Den tyrkiske præsident mindede således endnu en gang om, at hvis der er politisk flertal for at genindføre dødsstraf - så skriver han under.