Ekspert: Der kommer ikke til at ske noget i Labour, før Corbyn vil have det

Selv om 172 Labour-medlemmer tirsdag udtrykte deres mistillid til partilederen, nægter han fortsat at træde tilbage.

Artiklens øverste billede
Labourlederen Jeremy Corbyn er under et stærkt pres for at gå af. Men han nægter fortsat. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP

172 Labour-medlemmer har udtrykt mistillid mod deres partileder Jeremy Corbyn. Det vil sige, at 80 pct. af de Labour-medlemmer, der tirsdag mødte op i Westminster for at stemme, ikke længere har tillid til deres leder. Et ”overvældende” antal, lyder det fra flere medier. Men:

»Som der ser ud nu, kommer der ikke til at ske noget, med mindre Jeremy Corbyn vil have, at der skal ske noget,« vurderer Edward Ashbee, professor og lektor i britisk politik ved Copenhagen Business School.

Den omstridte Labour-leder nægter nemlig fortsat at træde tilbage. Kort efter mødet, hvor Labour-parlamentarikerne i stor stil vendte sig mod Jeremy Corbyn, sendte han en pressemeddelelse ud, hvor han slog netop det budskab fast med syvtommersøm:

»Jeg blev demokratisk valgt til at indføre en ny slags politik for vores parti af 60 pct. af Labours medlemmer og tilhængere, og jeg vil ikke bedrage dem ved at træde tilbage. Dagens afstemning af parlamentsmedlemmerne har ingen forfatningsmæssig legitimering. Vi er et demokratisk parti med en klar forfatning. Vores folk har brug for, at Labour-medlemmer, fagforeninger og parlamentsmedlemmer forenes og bakker op om mit lederskab i denne kritiske tid for vores land,« skrev han således.

Tidligere har det også lydt fra Corbyn, at han ikke træder tilbage som leder, førend partiet har fundet en ny kandidat, der vil stille op mod ham. Efter mødet lød det fra både New Statesman, The Guardian og BBC, at en sådan kandidat formentlig vil blive fundet tirsdag - og at det formentligt bliver Angela Eagle eller Tom Watson, der skal udfordre Corbyn. Begge højtstående medlemmer af partiet.

Men selv hvis en af dem stiller op mod Corbyn, tror Edward Ashbee ikke på, at den nuværende leder bliver tippet af magten. Han nyder nemlig stadig stor opbakning hos medlemmer uden for parlamentet, ligesom fagforeningerne også støtter ham.

»Jeremy Corbyn blev valgt ind med et meget stærkt mandat for mindre end et år siden. Og han har stadig stor støtte i partiet. Han er meget anderledes fra tidligere ledere som Blair, Brown og Miliband. Og netop derfor tror jeg også, at han vil vinde igen, hvis der bliver valg om en ny leder,« siger Edward Ashbee.

Han forklarer det med, at både Angela Eagle og Tom Watson som politikere minder om Ed Miliband, der trådte tilbage som leder for Labour, efter han tabte ved parlamentsvalget i fjor. Mens Jeremy Corbyn politisk kan placere sig yderst til venstre i partiet, er både Angela Eagle og Tom Watson politisk forankrede i den socialdemokratiske ideologi, som også Miliband førte politik efter: lidt til venstre for midten.

»At vælge Angle Eagle eller Tom Watson som ny leder af Labour ville være som at gå tilbage til Ed Miliband-æraen i Labours politik. Og selvom det lige nu er meget usikkert, om Jeremy Corbyn ville kunne vinde statsministerposten for Labour ved næste valg, beviste Ed Miliband med sit nederlag i fjor også, at det er meget usikkert, om politikere som ham vil kunne vinde,« siger Edward Ashbee.

Derfor vil Labour måske stadig holde fast i Corbyn. Også selvom over halvdelen af Corbyns medlemmer i Skyggekabinettet har forladt deres poster.

Fra lederen af Unite, en af de største fagforeninger, der støtter Labour, var der efter tirsdagens møde stadig sympati at finde for Corbyns lederskab.

»Hvis nogen vil ændre Labours lederskab, må de gøre det åbent og demokratisk gennem et valg - ikke gennem opsigelser og nytteløs poseren. Hvis der skal være sådan et valg, er Jeremy Corbyns støtter klar til det,« lød det således ifølge The Guardian fra Len McCluskey, leder af Unite.

Mens dramaet i Labour udspiller sig, har også de Konservative fastlagt en dato for, hvornår en ny leder skal overtage partiet. Det bliver den 9. september. Det skriver The Guardian.

Det bliver muligt at nominere kandidater til posten fra den 29. juni til den 1. juli. Her spås Londons eksborgmester og Brexit-tilhængernes fortaler Boris Johnson at kunne overtage magten i partiet, men mange peger også på Theresa May, der har siddet i parlamentet for de Konservative i mange år.

»Theresa May var under Brexit-kampagnen ligesom Cameron en EU-tilhænger, men hun var stille gennem det meste af valgkampen. Derfor bliver hun også set som en person, der kan genforene partiet. Samtidigt har mange parlamentsmedlemmer deres tvivl om Boris Johnson, fordi han er uforudsigelig,« vurderer Edward Ashbee, men fortsætter så:

»På den anden side har Boris Johnson bevist, at han kan finde ud af at vinde stemmer. To gange har han vundet borgmesterposten i London - selvom byen traditionelt set ellers har stemt Labour,« siger han.

Fra Tony Blairs kommunikationschef Alastair Campbell lød det derfor også tirsdag aften efter mødet i Labour, at Jeremy Corbyn måtte træde tilbage. En ny kandidat, der kan konkurrere mod Johnson eller Theresa May ved næste valg, må i stedet findes, mente han.

»Lavinen af opsigelser fra partiets frontpersoner kommer ikke bare på grund af Corbyns halvhjertede, ineffektive kampagne under folkeafstemnings-debatten. De kommer, fordi medlemmerne har set tæt på, at Corbyn ikke kan klare jobbet,« sagde han til BBC.

Han understregede derefter, at Corbyn ganske vist er dygtig til at fortælle sit eget bagland, hvad det vil høre, men »håbløs til at vinde de folk over, som vi får brug for« i kampen mod Boris Johnson eller Theresa May ved næste valg.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.