Tysk avis lover: »Kære briter, Hvis I bliver i EU, vil selv vi anerkende Wembley-målet«
Den tyske avis Bild vil både sætte urene til britisk tid og forbyde skum på fadøllet, hvis briterne bliver i EU.
Var den inde eller ude?
Spørgsmålet har været diskuteret siden 1966, da den britiske landsholdsspiller Geoff Hurst scorede et mål, der bragte England foran med 3-2 i VM-finalen mod Vesttyskland.
I sidste ende vandt englænderne med 4-2 efter forlænget spilletid, men målet har siden været stærkt kontroversielt ikke mindst blandt tyskerne.
Men nu lover den tyske avis Bild at begrave stridsøksen, hvis bare briterne stemmer for at forblive i EU torsdag.
På dagens avisforside lyder det:
»Kære briter, Hvis I bliver i EU, vil selv vi anerkende Wembley-målet.«
Med et glimt i øjet fortsætter Bild løfterne på forsiden. Bl.a. vil man holde op med at lave sjov med prins Charles' ører, og tyskerne vil holde op med at bruge solcreme på stranden i solidaritet med de forbrændte briter.
Urene vil blive stillet en time tilbage, så man i Tyskland indretter sig efter samme tidszone som briterne, og tyskerne stiller fremover med den onde figur til hver eneste James Bond-film.
Man lover sågar, at EU vil udstikke retningslinjer, som forbyder skum på fadøllet med ironisk henvisning til de skumløse øl, der serveres på britiske pubber.
Og endelig vil de tyske turister under sydlige himmelstrøg sørge for at reservere liggestolene ved poolen til briterne.
De britiske medier har gjort deres holdning til spørgsmålet om at forlade eller blive i EU helt klart.
Tabloidavisen The Sun bringer eksempelvis et billede af Jorden set fra rummet og overskriften »Independece Day«, mens Daily Mirrors forside viser et sort hul og ordene: »Tag ikke et spring ud i mørket.«
Briterne stemmer torsdag om, hvorvidt de vil blive i eller forlade EU. Et spørgsmål, som ifølge de seneste meningsmålinger deler det britiske folk midt over.